Finnair ramt af leveringsproblemer

Finnair må udskyde introduktionen af Airbus A350XWB på ruten mellem Helsinki og Singapore med mere end fem måneder på grund af leveringsproblemer.

Indfasningen af de nye Airbus A350XWB-fly i Finnairs flåde forløber ikke uden problemer. Selskabet må igen og igen udskyde indsættelsen af flytypen på en række Asien-ruter.

Seneste udskydelse er på ruterne fra Helsinki til Beijing og Singapore. På ruten til den kinesiske hovedstad må passagererne vente 10 dage længere med at tage plads i de nye fly. Oprindeligt skulle ruten være betjent af Airbus A350-900 fly fra 1. maj. Det er nu udskudt til 10. maj.

Værre ser det ud på Singapore-ruten. Her må passagererne vente mere end fem måneder på det nye fly. Den planlagte introduktion den 5. maj bliver således ikke til noget. Først den 10. oktober vil der være Airbus A350-betjening af ruten.

De to udskydelser er bare de seneste i en række af udskudte introduktioner af A350’eren på Finnairs ruter. Det finske statskontrollerede flyselskab har bestilt i alt 19 eksemplarer af flyet og har indtil videre modtaget tre fly. Airbus har problemer med at holde det aftalte leveringstempo. Og det smitter så af på hvornår Finnair kan lade Airbus A340 og Airbus A330 fly erstatte af Airbus A350XWB-fly på de enkelte ruter.

I en tidsbegrænset periode
I det kommende sommerfartprogram er det Finnairs plan at anvende flytypen på ruterne fra Helsinki til Bangkok, Hong Kong og Shanghai. I forårsmånederne vil der på visse afgange dog stadig blive fløjet med Airbus A330-300 og Airbus A340-300 fly.

Fra på fredag indsættes flytypen desuden i en tidsbegrænset periode på ruten mellem Helsinki og London Heathrow. Det samme gør sig gældende fra torsdag i næste uge på ruten mellem Helsinki og Bruxelles. På begge ruter handler det om at bruge flyvningerne til at piloter og kabinepersonale kan vende sig til flytypen.