Finnair-salg af Norra trækker ud

Salget af 60 procent af aktierne i Finnair-selskabet Nordic Regional Airlines trækker ud. De nye aktionærer har brug for yderligere et par måneder til sammen med Finnair at finpudse forretningsgrundlaget.

Det er bestemt ikke nogen lynhandel, som Finnair er ved at indgå med de finske virksomheder Staffpoint Holding og G.W. Sohlberg om overtagelse af Nordic Regional Airlines (Norra), der tidligere hed Flybe Finland og var drevet af Finnair og britiske Flybe i fællesskab.

Da Finnair og Flybe blev enige om at ophæve samarbejdet i joint-venture selskabet kunne Finnair den 7. januar i år annoncere, at der var indgået en intentionsaftale med Staffpoint og G.W. Sohlberg om at overtage 60 procent af aktierne i det regionale flyselskab.

Syv måneder senere har parterne endnu ikke været i stand til at indgå en endelig og bindende aftale, og Finnair meddelte torsdag i en fondsbørsmeddelelse, at forhandlingerne ville fortsætte over de kommende måneder.

“Forsinkelsen skyldes, at parterne har behov for en endnu grundigere vurdering af de alternative trafikmodeller for regionalflyvning i et konstant udviklende driftsmiljø,“ hedder det i meddelelsen fra Finnair.

Overtager formelt det fulde ejerskab
Finnair overtog formelt et 100 procent ejerskab af Norra, da Flybe trak sig ud den 31. marts i år. I forventning om, at salget af 60 procent af aktierne til de to finske selskaber ville være hurtigt afsluttet, ansøgte Finnair de finske konkurrencemyndigheder FCCA om en midlertidig tilladelse til at eje 100 procent af aktiekapitalen i selskabet.

Den midlertidige tilladelse er på vej til at udløbe, hvorfor Finnair har været nødsaget til formelt at anmelde det fulde ejerskab til FCCA.

“På grund af langvarige forhandlinger og den foreløbige tilladelse, der udløber, har Finnair nu indgivet en ansøgning til FCCA om at godkende den nuværende ejerstruktur,“ hedder det i meddelelsen fra Finnair.

Meddelelsen fra Finnair indikerer tydeligvis problemer med at få aftalen på plads. Der er heller ikke udtrykt forventninger til, hvornår der kan blive indgået en bindende aftale. I stedet hedder det blot, at Finnair forventer at der kan ske fremskridt i transaktionen inden for de kommende måneder.

Norra er et regionalt flyselskab, der primært flyver på kontrakt for Finnair. Selskabet har 26 fly og gennemfører hvert år omkring 50.000 flyvninger. Virksomheden har hovedkvarter i Helsinki-Vantaa lufthavnen og beskæftiger samlet 670 ansatte.

x

Læs Også

Widerøe klar med første jetruter

Det norske flyselskab Widerøe skal fra maj 2018 for første gang nogensinde operere med jetfly, og de første ruter går til Finland.

Rusland-aftale sikrer ny Kina-rute

Finnair åbner selskabets sjette rute til det kinesiske fastland, efter at Rusland har givet adgang til flere overflyvninger.

Asien-trafikken vokser 20 procent hos Finnair

Finnair kom godt igennem juli, og alene på Asien-ruterne var der en en fremgang på 20 procent, hvilket sikrede flere end 200.000 passagerer på disse ruter.

Overhaler SAS og Norwegian på indtjening

Finnair har præsenteret et halvårsresultat før skat på 548 mio. kroner, og har således klaret sig bedre end SAS og Norwegian, der begge kom ud med store underskud.

Ny Finnair A350 med flere sæder

Finnair har fået leveret det første Airbus A350-fly med 336 sæder, hvilket er 13 procent flere end i de første ni fly af denne type.

Helsinki indvier ny finger

Ny finger med små vigtige detaljer skal styrke Helsinkis position som knudepunkt for flytrafikken mellem Europa og Asien.