Finsk gennembrud i luftfartsaftale med Rusland

Luftfartsaftalen mellem Danmark og Rusland blokerer for ruteudvidelser fra Københavns Lufthavn. Men i Finland har man nu fået et gennembrud i forhold til det russiske luftfartsmarked.

En 58 år gammel luftfartsaftale mellem Danmark og det tidligere Sovjetunionen regulerer principielt flytrafikken fra København Lufthavn til destinationer i Rusland. Det er en aftale med store begrænsninger, og siden Ruslands selvstændighed i 1990 har Danmark i flere omgange uden held forsøgt at få moderniseret luftfartsaftalen.

Det er nu tilsyneladende lykkedes for Finland at få yderligere tre russiske destinationer tilføjet til luftfartsaftalen mellem de to lande. Dermed bliver det nu muligt for flyselskaber fra begge lande at etablere ruter mellem Helsinki og de russiske buer Kazan, Nizhny Novgorod og Samara. Herudover er der drøftelser om at åbne op for flyruter til Ufa, Perm og Novosibirsk, skriver Air Transport World.

I den nye luftfartsaftale er det også aftalt at fjerne alle begrænsninger, hvad angår flyvninger fra Helsinki til Moskva og Sankt Petersborg. Hidtil har det været reguleret, hvilke flyselskaber, hvilke flytyper, hvor mange afgange og hvilken kapacitet, der skulle udbydes på ruterne.

I Danmark har Københavns Lufthavn allerede sidste år rettet henvendelse til den danske regering i håb om at kunne få ændret luftfartsaftalen med Rusland.

“Det er i dag en forældet aftale fra 1956, som regulerer flyforbindelserne mellem Rusland og Skandinavien. Det er et problem, fordi vi ved, at der er efterspørgsel nok til med kort varsel at kunne etablere flere flyruter med større frekvens til og fra Rusland, hvilket vil gøre det betydeligt nemmere at realisere det store potentiale på det russiske marked,“ har Københavns Lufthavns administrerende direktør Thomas Woldbye tidligere udtalt til CHECK-IN.dk.

S7 Airlines åbner rute til Helsinki
Sidste år blev den finsk-russiske luftfartsaftale udvidet, således at det blev muligt for flyselskaber udover Aeroflot at flyve mellem Helsinki og Moskva. Fra russisk side blev S7 Airlines udpeget til at være den anden operatør.

Det betyder, at S7 Airlines den 26. april etablerer en direkte rute mellem Helsinki og Domodedovo-lufthavnen ved Moskva. Flyforbindelser til Domodedovo-lufthavnen er særligt attraktive, fordi den overvejende del af de russiske indenrigsfly operereres fra denne lufthavn. Fra København er det eksempelvis kun muligt at flyve til Sheremetyevo-lufthavnen med SAS og Aeroflot.

Finnair kunne i går offentliggøre en ny codeshare-aftale med Oneworld-partneren S7 Airlines. Finnair får sin kode på det russiske selskabs kommende flyvninger mellem Helsinki og Moskva samt på S7-forbindelserne til fra Domodedovo videre til Novosibirsk, Kazan, Rostov ved Don, Samara, Ufa og Jekaterinburg.

Til gengæld får S7 sin kode på Finnairs flyvninger fra Helsinki til Joensuu, Kuopio, Oulu, Rovaniemi, Tampere, Turku og Vaasa.

“Vi ser frem til at byde S7 Airlines velkommen til Helsinki med den nye forbindelse fra Domdedovo. Etableringen af endnu en alliancepartner i Helsinki understreger betydningen af Helsinki Lufthavn som et vitalt Oneworld-hub, der forbinder øst og vest,“ udtaler Hannu Sundberg, der er direktør i Finnair med ansvar for kommercielle partneraftaler.