Den helt nyrenoverede startbane i den finske lufthavn Tampere-Pirkkala. Foto: Finavia

Finsk lufthavn genåbnet

Efter flere ugers renoveringsarbejde af startbanen i den finske lufthavn Tampere-Pirkkala er der igen åbent for flytrafik.

Det har været nogle hårde måneder for lufthavnen Tampere-Pirkkala, der har været igennem en omfattende renovering.

Den vel nok største udfordring i forbindelse med renoveringen har været fornyelsen af lufthavnens startbane. Der skulle blandt andet lægges helt ny asfalt, og det betød, at der i fire uger blev lukket helt ned for flytrafik.

I mandags kunne lufthavnen langt om længe åbne en splinterny startbane, der samtidig markerede afslutningen på den samlede renovering. Det første rutefly, der trillede ud på den nye asfalt, var en Bombardier Q400 fra airBaltic på rute BT358 til den lettiske hovedstad, Riga. Flyet afgik allerede klokken 05.25 om morgenen.

Da passagererne ankom til terminalen i Tampere-Pirkkala i de tidlige morgentimer før afgang mod Riga, blev de mødt af fejrings-godter. Den finske lufthavnsoperatør Finavia havde således sørget for kager og kaffe til at markere baneåbningen.

”Vores lufthavn er i god stand nu. Vi byder hele Pirkanmaa-regionen velkommen for at nyde deres fuldt moderniserede lokale lufthavn. Tampere Lufthavn har gode forbindelser til tre vigtige lufthavne: Helsinki, Riga og Stockholm. Der er direkte flyvninger fra Tampere til Bremen og Budapest, og til efteråret også til Malaga,” siger Mari Nurminen, lufthavnsdirektør i Tampere-Pirkkala.

Det første rutefly, der lettede fra den nyistandsatte startbane, var fra airBaltic. Foto: Finavia

Vil kunne modtage langdistancefly
Finavia har stået for det store udviklings- og moderniseringsprojekt i Tampere-Pirkkala, som hermed er afsluttet. Omkring 100 arbejdsfolk har knoklet på renoveringen siden april i år, og den samlede investering er på over 17 millioner euro, hvilket svarer til 127 millioner kroner. Projektet har øget lufthavnens kapacitet og bidrager blandt andet til tilgængeligheden af hele Pirkanmaa-regionen.

Ud af den samlede investering har Finavia brugt cirka 15 millioner euro (112 millioner kroner, red.) på renovering og udvidelse af selve forpladsen og startbanen. Der er brugt i alt 60.000 ton asfalt – spredt ud over det, der svarer til 50 fodboldbaner. Herudover er lufthavnens instrumentlandingssystem (ILS) blevet fornyet, ligesom man har forbedret procedurerne for anflyvning. Det har kostet yderligere to millioner euro.

“Takket være de nye, bredere vendeområder vil vi kunne udvide til at kunne modtage langdistancefly. Moderniseringsprojektet omfattede også udskiftning af lufthavnslys til energieffektive LED-pærer. Det nye ILS-system forbedrer flyenes muligheder for at operere selv under dårlige vejrforhold,” siger Mari Nurminen.

Svære arbejdsforhold
Det meste af det samlede renoveringsarbejde har foregået, alt imens flytrafikken har skullet fungere normalt, og det har været en udfordring.

“Et sådant omfattende udviklings- og moderniseringsprojekt er altid et kæmpe arbejde, da færdiggørelsen styres af stramme tidsplaner, og arbejdet udføres under udfordrende forhold,” forklarer Mari Nurminen.

De to vendeområder for enden af startbanen fylder i alt 8.000 kvadratmeter. Finavia har også sørget for 8.000 kvadratmeter jordbeskyttelse i det område, hvor flyene får de-icing. 10.000 meter nye kabler til elektricitet og kommunikation er anvendt, og så har lufthavnen fået i alt 150 helt nye LED-lys langs taxibanerne for at mindske miljøpåvirkningen.

 

Relaterede artikler:

Finsk lufthavn må lukke i fire uger

Højhastighedstog fra Helsinki Lufthavn til Tampere

Udvidelse i Helsinki Lufthavn klar til næste sommer

Scandic bygger nyt hotel i Tampere

Helsinki-lufthavn skal lukkes til fordel for nye boliger