KLM blev kåret som bedste europæiske ruteflyselskab ved Danish Travel Awards 2018. (Anita Wagner Feddersen, Sales Director Denmark & Iceland, Helle Jakobsen og Jens Vestergaard. Foto: Michael Stub)

Fire flyselskaber hædret ved Danish Travel Awards

For 24. gang har branchemediet STANDBY.dk afviklet Danish Travel Awards, og i årets udgave var der nye vindere i alle fire luftfartskategorier.

Cirkusbygningen i København dannede onsdag aften rammen om Danish Travel Awards 2018. Det var den 24. udgave af den store årlige prisfest, hvor der uddeles priser i 18 kategorier til rejse- og luftfartsbranchens selskaber, og ikke færre end 350 branchefolk havde fundet vej til arrangementet.

Der var fire priser i luftfartskategorierne, henholdsvis bedste charterflyselskab, bedste europæiske ruteflyselskab, bedste interkontinentale flyselskab samt bedste indenrigsflyselskab.

Her var der nye selskaber øverst på skamlen i alle fire kategorier. Bedste charterflyselskab blev færøske Atlantic Airways, der blandt andet flyver charter for FolkeFerie.dk. Selskabet distancerede sidste års vinder Thomas Cook Airlines Scandinavia og SAS.

KLM markerede sig
Sidste år var det British Airways-franchisepartneren Sun-Air, der løb med titlen som bedste europæiske ruteflyselskab. Den pris gik i år til hollandske KLM, der fik den højeste vurdering med Lufthansa og British Airways (inklusive Sun-Air) på de følgende pladser.

KLM var også med i opløbet til prisen som bedste interkontinentale flyselskab. Her blev vinderen dog Emirates foran Singapore Airlines og med KLM på tredjepladsen.

Endelig skulle der også uddeles en pris til bedste indenrigsflyselskab i Danmark. Dem er der faktisk hele seks af. De fire mest kendte selskaber er SAS, Norwegian, Danish Air Transport og Alsie Express. På kandidatlisten var dog også Nordic Seaplanes, der betjener vandflyruten mellem Aarhus Havn og Københavns Havn samt Copenhagen Air Taxi med sæsonruten fra Roskilde til Læsø.

Vinderen blev dog Danish Air Transport (DAT) foran Norwegian og SAS,

USA blev distanceret
Vinderne i de fire luftfartskategorier blev fundet af 2.017 forbrugere fra analysevirksomheden Epinions såkaldte Danmarkspanel, hvor alle er repræsentativt udvalgt i forhold til alder, køn, geografi og andre relevante kriterier.

Blandt de største overraskelser ved årets prisuddeling var, at USA blev distanceret af Canada som bedste oversøiske rejseland. Siden 2011 har USA hvert år stået øverst på skamlen ved Danish Travel Awards, men i år mente forbrugerne noget andet. USA blev ikke engang blandt de tre højest placerede, da Australien og Thailand kom ind på de to pladser lige efter Canada.

Se de øvrige vindere fra Danish Travel Awards 2018 på STANDBY.dk.

 

Relaterede artikler:

300 kandidater til Danish Travel Awards