Flere Boeing 767-fly til Icelandair

Icelandair har anskaffet sig yderligere to Boeing 767-fly, således at selskabet i 2017 har fire egentlige langdistancefly i rutedrift.

Icelandair tog den 3. maj det første af to Boeing 767-300 fly i brug. Flyet trafikerer nu ruten mellem Keflavik og New York og kan medtage 262 passagerer i modsætning til selskabets traditionelle Boeing 757-200 fly, der blot har plads til 183 passagerer.

Det første fly i drift har fået registreringen TF-ISN og har tidligere været beskæftiget hos russiske Norwind Airlines. Senere på måneden ankommer endnu et Boeing 767-fly, der er blevet anskaffet fra Transaero Airlines, der er et andet russisk flyselskab, der pludselig fik fly i overskud efter at den russiske rubelkrise også ramte luftfarten. Dette fly får registreringen TF-ISO.

Men Icelandair stopper ikke her. Selskabet har netop udsendt en investor-meddelelse, hvoraf det fremgår, at man har købt yderlige to Boeing 767-300 fly, der vil blive leveret i løbet af sommeren og derefter blive sat i trafik efter en omfattende ombygning af kabinerne. Icelandair forventer, at kabineopgraderingen på de to nye fly vil være afsluttet i begyndelsen af 2017.

Icelandair meddeler, at man dermed forventer at beskæftige fire Boeing 767-fly i rutenetværket i 2017. Herudover forklarer det islandske flyselskab, at “investeringen er foretaget for at understøtte den fortsatte organiske vækst for næste år”.

Boeing 767 på 10 ruter
Det er ikke udelukkende de interkontinentale ruter fra Keflavik, der får gavn af Boeing 767-flyene. Flyene vil blive indsat på i alt 10 ruter, hvoraf halvdelen er i Nordamerika, mens den anden halvdel er europæiske destinationer. Der har siden den 1. maj været fløjet dagligt fra Keflavik til London-Heathrow med Boeing 767, mens Amsterdam-Schiphol efter planen kommer til den 15. maj – også med en daglig forbindelse til den islandske hovedstadslufthavn. Senere følger i juni udvalgte flyvninger mellem Keflavik og henholdsvis Geneve og Paris-CDG, mens der i september bliver et par flyvninger fra Keflavik til Frankfurt.

På ruterne til Nordamerika vil Icelandair benytte Boeing 767 til New York-JFK, Boston, Toronto, Minneapolis og fra den 3. juni også til Chicago, som er ny destination i rutenetværket.

Også Københavns Lufthavn får besøg af langdistanceflyet fra Icelandair.  Boeing 767-flyet vil i vintertrafikprogrammet fra den 12. november blive indsat hver lørdag på rutenummer FI204 med afgang fra Keflavik kl. 08.00 og ankomst i CPH kl. 12.00. Returflyvningen på FI205 finder sted kl. 13.20 med ankomst i Keflavik kl. 15.30 lokal tid.

Icelandairs opgradering fra mellemdistanceflyet Boeing 757 til Boeing 767, der er et rigtigt langdistancefly med en bred kabine, kommer samtidig med, at den islandske lavpriskonkurrent WOW air vil indsætte tre Airbus A330-fly, der primært skal anvendes på de nye vestkystruter fra Keflavik til San Francisco og Los Angeles.

Relaterede artikler:

Icelandair med Boeing 767 til CPH

Icelandair med Boeing 767 til 10 destinationer

Widebody-fly på fire USA-ruter fra Island

Icelandair får større fly