Flere danskere kommer til skade på sommerferien

Den klassiske charterferie med afslapning ved swimmingpoolen bliver i stigendee grad skiftet ud med en mere aktiv ferie, hvor risikoen for skader samtidig stiger. Hos SOS International oplever man denne tendens og bekræfter, at antallet af skader på danskernes sommerferie er opadgående.

Mange ferierejsende ønsker at prøve aktiviteter og forlystelser på ferien, som de ikke har mulighed for derhjemme såsom bungy-jump og faldskærmsudspring. Men danskernes lyst til højder og fart er tilsyneladende ikke uden risiko. Samtidig med den voksende interesse for en mere aktiv ferie frem for afslapning på hotellet, er antallet af tilskadekomne på ferien steget med fem til ti procent de seneste år.

Udviklingen er i tråd med en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Opinion Matters har foretaget for rejsearrangøren Apollo. Den slår fast, at de rejsende i stigende grad smider hæmningerne på ferien og kaster sig ud i aktive og fysiske forlystelser. Omkring 44 procent af de i alt 1.500 adspurgte personer svarer, at de gør ting på ferien, som de normalt ikke ville gøre derhjemme – simpelthen for at få nye og anderledes oplevelser. Og op imod 37 procent ønsker at have det sjovere, hvor det især er mændene der gerne vil dyrke sport og prøve grænser af.

Undersøgelsen passer meget godt til den tendens, som assistanceorganisationen SOS International oplever i disse år, hvor antallet af skader på ferien stiger.

”Jeg kan godt se en tendens til, at der er flere skader i takt med, at de rejsende prøver vilde sportsgrene og folder sig mere fysisk ud. Billedet er, at jo flere farlige sportsgrene man prøver, jo større er risikoen for skader, og vi kan konkludere, at der har været en ret stor stigning i antallet af skader de seneste år,” siger Søren Hedegaard Madsen, der er nordisk skadechef hos SOS International.

Søren Hedegaard Madsen begrunder udviklingen med, at i modsætning til tidligere, hvor de rejsende bestilte en klassisk charterferie og opholdt sig ved swimmingpoolen og på hotellet, er gæsterne begyndt at sammensætte ferien på egen hånd og for eksempel tage på backpacker-ferie.

Både Alka Forsikring, Gouda Rejseforsikring og Europæiske Rejseforsikring bekræfter over for CHECK-IN.dk, at de har et stigende antal forsikringssager omkring skader på ferien end tidligere.

”Vi oplever, at flere og flere kunder henvender sig for at høre, om sportsgrene som bungy-jump og bjergklatring er dækket af deres rejseforsikring. Derfor er det vores skøn, at danskerne er begyndt at tage til mere eksotiske steder for atopsøge disse aktiviteter,” siger kommunikationschef hos Alka Forsikring, Nicolai Kampmann.