Flere danskere rejser til Østeuropa

Antallet af lavprisflyruter til Østeuropa er vokset gennem de senere år. Hos Norwegian rapporterer man om en vækst på 17 procent til Østeruopa i første halvår af 2016.

Man skal ikke mange år tilbage i tiden, hvor flyrejser fra Skandinavien til de østeuropæiske hovedstæder foregik med enten SAS eller nationale selskaber som TAROM, Czech Airlines, LOT, Malev og Balkan Bulgarian Airlines.

Flere af disse selskaber lever i dag i bedste velgående, men lavprisflyselskaberne har været med til at udvikle det østeuropæiske marked, der i stigende grad oversvømmes af turister fra Vesteuropa, der har opdaget, at man får meget for pengene i Østeuropa.

Det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air har været murbrækkeren for det østeuropæiske marked, og nu har Ryanair valgt at følge i samme fodspor og etablerer nye ruter til Østeuropa i en lind strøm.

17 procent stigning hos Norwegian
Norwegian har oplevet en stigning på 17 procent på ruterne til Østeuropa i første halvår af 2016. Selskabet flyver til 19 østeuropæiske destinationer, og alene fra Københavns Lufthavn er der 10 destinationer på rutekortet.

Det er således muligt at flyve fra København til Beograd, Budapest, Burgas, Dubrovnik, Krakow, Prag, Riga, Sarajevo, Split, Varna og Zagreb. Hos Norwegian udtrykker man tilfredshed med efterspørgslen på ruterne til Ungarn, Polen og Letland, hvor man nu eksempelvis er oppe på otte ugentlige afgange til Budapest, fem til Krakow samt to om ugen til Riga.

“Vi kan se, at mange har stor interesse i at komme til vores østeuropæiske destinationer, og vi har mærket en markant stigning af passagerer på disse ruter sammenlignet med sidste år. Der er gode muligheder for at kombinere billige flybilletter med et billigt ophold i de østeuropæiske byer, hvor leveomkostningerne er markant lavere end i de store metropoler. Disse ting sammenholdt er med til at drive efterspørgslen, og mange har fundet ud af, at man her får god ”value for money”,” siger Daniel Kirchhoff, informationschef i Norwegian i Danmark, til CHECK-IN.dk.

Wizz Air vokser i Danmark
Et andet selskab, der også har fået øje på det danske marked, er Wizz Air. Selskabet har gennem en årrække opbygget et stærkt rutenetværk i Sturup-lufthavnen ved Malmø, hvorfra selskabet i dag flyver til 14 destinationer i Østeuropa. Det ungarske lavprisflyselskab har dog også gjort sit indtog i to danske lufthavne. I Billund Lufthavn kan man i dag tilbyde Wizz-ruter til Vilnius, Gdansk samt Cluj-Napoca i Rumænien, mens Wizz Air er trådt ind på den store scene i Københavns Lufthavn med foreløbigt to ruter til Sofia og Skopje.

Vekslings-bureauet Forex har for nylig offentliggjort en liste over de billigste byer i Europa. Her ligger mange østeuropæiske byer godt placeret, således at det ikke alene er muligt at sikre sig en billig flyrejse, men at overnatnings- og opholdsomkostninger ikke på nogen måder sprænger budgettet.

FAKTA

Billigste byer i Europa (2016)

By Index
København (Danmark) 100
Sankt Petersborg (Rusland) 30
Sofia (Bulgarien) 37
Sarajevo (Bosnien-Hercegovina) 38
Beograd (Serbien) 39
Bucharest (Rumænien) 41
Moskva (Rusland) 41
Warszawa (Polen) 41
Riga (Letland) 42
Budapest (Ungarn) 44
Vilnius (Litauen) 44
Tirana (Albanien) 47
Prag (Tjekkiet) 49
Zagreb (Kroatien) 51
Ljubljana (Slovenien 53
Tallinn (Estland) 53

Kilde: Forex

 

Relaterede artikler:

Ryanair åbner syv nye baser

Belavia-rute på vej mellem Minsk og København

Wizz Air-rute nummer to fra CPH

Østeuropæere puster Norwegian i nakken

Billund får rute til Transsylvanien