- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flere flyafgange mellem København og Dubai

I det kommende vintertrafikprogram øger Norwegian på Dubai-ruten fra København, og det bliver med helt nye Boeing 737 MAX 8.

Det er velkendt, at Emirates flyver dagligt med den store Airbus A380 mellem København og Dubai.

Men selskabet er ikke alene på ruten, idet Norwegian siden oktober 2009 har fløjet hver lørdag med en Boeing 737-800 med plads til 186 passagerer. Flytypen har ikke været ideel, idet der har været nødvendigt på en del afgange at blokere et antal sæder, da afstanden på de 4.830 kilometer kan være en udfordring under ugunstige vejr- og flyveforhold.

Det vil der blive rådet bod på i det kommende vintertrafikprogram, hvor Norwegian vil flyve tre gange om ugen til Dubai og Funchal (Madeira), der begge er populære vinterdestinationer. De to nye afgange indsættes på tirsdage og torsdage til begge destinationer, og det bliver helt nye 189-sæders Boeing 737 MAX-8, der skal gennemføre de nye rotationer. Rækkevidden på  MAX´en er 6.570 kilometer mod 5.440 kilometer på 737-800, så med denne flytype kan Norwegian flyve fuldt lastet til det arabiske emirat.

“Vi vil gerne gøre det lettere for vintertrætte danskere, der længes efter sandstrande, krystalklart vand og høje temperaturer, at komme af sted til sydens sol. Derfor er vi glade for at kunne lancere tre ugentlige afgange til både Dubai og Madeira med vores nye, og derfor mere miljøvenlige fly,” siger Andreas Hjørnholm, kommunikationschef hos Norwegian i Danmark.

Stort vinterprogram
Udvidelsen på ruterne til Dubai og Maderia kommer oveni et i forvejen stort vinterprogram, som Norwegian allerede har annonceret. Aqaba i Jordan kommer på rutekortet, ligesom der øges til fire ugentlige afgange fra København til Bangkok.

Herudover indsættes der flere afgange fra København til Las Palmas, Tenerife, Alicante og Málaga og Palma på Mallorca i Spanien samt til Nice, Krakow, Tel Aviv og Budapest.. Derudover fortsætter de tre sommerruter til Lanarca, Athen og Catania i Italien også ind i vintertidtabellen.

 

Relaterede artikler:

Tredje Norwegian-rute til Mellemøsten

Svensk flyskat får Norwegian til at øge i Danmark

Norwegian-offensiv fra København til Bangkok

Norwegian skruer op på sommerruter