Fly og drone tæt på kollission ved CPH

Et passagerfly under indflyvning til Københavns Lufthavn var i sidste uge “meget tæt“ på en drone.

Piloterne på et passagerfly, som var under indflyvning til Københavns Lufthavn fredag i sidste uge, fik sig en slem forskrækkelse, da de pludselig fik øje på en drone.

Oplysningen om hændelsen stammer fra en obligatorisk indberetning af en ”flyvesikkerhedsmæssig begivenhed” til Trafik- og Byggestyrelsen. Den uidentificerede drone befandt sig omkring 450 meter over jorden og dermed langt over den maksimalt tilladte højde for droner, som er 100 meter over terræn, og piloten beskriver afstanden til dronen som ’meget tæt’.

Trafik- og Byggestyrelsen ønsker ikke at oplyse hvilket flyselskab flyet tilhører og hvor det kom fra, da det skulle lande i Københavns Lufthavn. Det skyldes, at piloter og andre, der oplever ”flyvesikkerhedsmæssige begivenheder”, anonymt skal kunne indrapportere hændelser.

Styrelsen ser med stor alvor på situationen.

“Vi tager skarp afstand fra sådanne ulovlige flyvninger med droner. Det er et udtryk for stor dumhed, og der spilles hasard med flypassagerers liv, når en drone flyves i nærheden af et almindeligt fly,“ siger Jesper Rasmussen, vicedirektør i Trafik- og Byggestyrelsen.

Seks tilfælde
Udover at den maksimale flyvehøjde er på 100 meter, så er det heller ikke tilladt at flyve over bymæssigt område eller nær lufthavne, med mindre man har fået en dispensation fra Trafik-og Byggestyrelsen.

Hændelsen med dronen over København er desværre kun et ud af adskillige lignende tilfælde i europæisk luftrum i løbet af det seneste års tid. Alene de britiske luftfartsmyndigheder har oplysninger om seks tilfælde i 2014 og 2015, hvor fly var i nærkontakt med droner i britisk luftrum.