DAT Gruppen beskæftiger blandt andet A320 og MD83-fly.

Flyhandel sikrede overskuddet i Danish Air Transport

Danish Air Transport omsatte for næsten 800 mio. kroner i 2016, men handel med fly udgjorde over 60 procent af overskuddet på 17,6 mio. kroner.

Den danske luftfartskoncern Danish Air Transport bevæger sig med stormskridt mod milliarden. I 2016 nåede koncernomsætningen op på 792,9 mio. kroner, hvilket var en vækst på 148,8 mio. kroner, eller hvad der svarer til 22,7 procent.

Den øgede omsætning viser, at koncernen er i rivende udvikling, men overskuddet blev dog hentet hjem i datterselskabet Danish Air Transport Leasing A/S, mens driftsselskabet Danish Air Transport A/S tabte penge.

Koncernresultatet blev på 23,5 mio. kroner før skat mod 11,5 mio. kroner året før. Overskuddet blev godt hjulpet på vej gennem handel med fly. Således hentede DAT Gruppen en gevinst på 10,9 mio. kroner fra salg af fly, hvilket var noget mere end det foregående år, hvor det blev til 2,4 mio. kroner fra flyhandel.

Det betyder samtidig, at salg af fly udgjorde 62 procent af årets overskud på 17,5 mio. kroner, men det i 2015 svarede til 28 procent af overskuddet. Det viser, at handel med fly til stadighed er en vigtig del af aktiviteterne i den privatejede luftfartskoncern, der holder til i Kolding Lufthavn i Vamdrup. Det er dog ikke en bevidst strategi.

“Flyhandel er en ren opportunistisk aktivitet. Når der dukker muligheder op, så gennemfører vi det, hvis det er det rigtige tidspunkt at købe og sælge,” siger Danish Air Transports administrerende direktør Jesper Rungholm til CHECK-IN.dk, der samtidig understreger, at hverken DAT eller bankerne opfatter flyhandel som en ekstraordinær indtægt.

Dyr takstaftale
DAT flyver i dag på indenrigsruterne fra København til Bornholm og Midtjyllands Lufthavn, men det er ikke den del af forretningen, der kan aflæses på bundlinjen. Det er nemlig blevet meget dyrere at flyve indenrigspassagerene ud af Københavns Lufthavn som følge af det nuværende takstregulativ, der trådte i kraft den 1. april 2015.

“Rutevirksomheden har oplevet et alvorligt tilbageslag på grund af den betydelige stigning i omkostningerne til drift i Københavns Lufthavn,” hedder det i selskabets årsberetning,  hvor det også konkluderes at et nettounderskud på 8,1 mio. mod et minus på 11,8 mio. kroner året før stadig er utilfredsstillende.

DAT har beregnet, at den nuværende takstaftale i Københavns Lufthavn koster selskabet op imod 20 mio. kroner om året.

“I rene afgifter er det næsten 13,5 mllioner kroner. Derudover er der følgepåvirkninger ved 10.000 flyvninger om året med omkostninger til push-back samt længere tid med at holde motorerne i gang,” forklarer Jesper Rungholm.

60 mio. kroner i 2019
Målet er på sigt at vende et minus på næsten 10 mio. kroner i driftsselskabet til et plus på 10 mio. kroner, og det skal ske gennem en omfattende hestekur, som DAT har indledt i 2017.

“Vi arbejder både med omkostningerne og indtjeningen. Vi har set en positiv effekt fra vores nye bookingsystem, der har medvirket til at hæve gennemsnitsindtægterne. Vi ligger år til dato 2,5 millioner kroner bedre på indtjeningen herfra, og så ligger vi også væsentligt bedre til på salg af flyvninger i sommerproduktionen. Sidste år blev vi ramt, da omkring 600 timer blev fjernet fra sommerproduktionen på grund af udviklingen i Tyrkiet og Egypten,” understreger DAT-direktøren.

DAT Gruppen forventer et positivt og forbedret resultat i 2017 og har sat 40 mio. kroner som mål. I 2018 er det planen, at overskuddet skal stige til 50 mio. kroner for at toppe i 2019 med 60 mio. kroner, når Jesper Rungholm samtidig fylder 60 år.

 

Relaterede artikler:

DAT overtager fly fra BRA

To danske ATR72-fly på vej til udlandet

DAT har solgt A320-fly

DAT øger omsætningen med 28 procent

Valutakurser drillede DAT

x

Læs Også

Mange vil være færøsk lufthavnschef

68 personer fra ind- og udland har lagt billet ind på jobbet som chef for Færøernes eneste lufthavn.

Bremen-eventyr kostede Sun-Air syv millioner

For 40. år i træk er Sun-Air kommet ud med et overskud, der dog ikke er så prangende som tidligere. Det skyldes blandt et stort tab på satsningen i Bremen.

Primo Tours og DAT forlænger eksklusivaftale

Primo Tours og Danish Air Transport fortsætter samarbejdet. En ny aftale er indgået, og ligesom i et ægteskab er der ingen udløbsdato.

SAS vil have flere gebyrindtægter

SAS vil teste betalingsvilligheden for forhåndsreservering af flere sæder på interkontinentale flyvninger. To ruter er valgt ud til den særlige test.

Jet Time får ny kontrakt med Finnair

I en periode på 11 uger skal Jet Time flyve for Finnair på ruterne fra Helsinki til Berlin, Budapest og Wien.

SAS opsiger codeshare med Star Alliance-partner

SAS afslutter et langvarigt samarbejde med Egyptair om codeshare til Cairo og sender i stedet passagererne afsted med Lufthansa via Frankfurt.