Kabinen i Wizz Air A321-200 med plads til 230 passagerer. (Foto: Wizz Air)

Flyselskab giver rabat ved forsinkelser

Hos det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air kan man for et lille tillæg få 750 kroner i rabat, hvis flyafgangen forsinkes med mere end en time.

Det fremadstormende ungarske lavprisflyselskab Wizz Air har i dag seks ruter fra Billund Lufthavn og tre fra Københavns Lufthavn til destinationer i Central- og Østeuropa.

Wizz Air ligger i kategorien ultra-lavprisflyselskab, hvorfor flyselskabet har tillæg for næsten hvad som helst. Et af de mere spektakulære tillæg er en såkaldt “On-time guarantee”, hvilket er en slags forsikring der købes for 10 euro, eller hvad der svarer til 75 kroner, per strækning.

Når dette tillæg er betalt, vil den rejsende få indsat 100 euro (750 kroner) på sin konto hos Wizz Air til køb af nye billetter og andre ydelser, hvis den aktuelle flyvning ankommer 60 minutter senere end tidtabellen.

Wizz Air kræver blot, at tillægget er betalt 48 timer før afrejse, for at kompensationen kan udbetales til kontoen.

“Garantien dækker alle slags forsinkelser og aflysninger, selv disse der er forårsaget af begivenheder uden for vores kontrol, som vejrforhold og strejker,” skriver selskabet på sin hjemmeside.

Svag risiko for store forsinkelser
Det kan naturligvis lyde tillokkende at kunne sikre sig en kompensation, der næsten svarer til,  hvad man har betalt for billetten, hvis flyvningen blot er en time forsinket.

Kaster man et nærmere blik på Wizz Airs danske operationer, har der år til dato været sammenlagt mellem 600 og 700 flyvninger fra København og Billund, og af disse har omkring 30 flyvninger været forsinket med en time eller mere ved ankomst til destinationen. De mest forsinkede danske ruter er fra Billund til Gdansk med ni forsinkelser på over 60 minutter i 2017, mens ruten fra København til Sofia år til dato har haft otte stærkt forsinkede flyafgange ved afrejsen fra CPH.

Wizz Air flyver til Bukarest, Cluj-Napoca, Gdansk, Tuzla, Warszawa samt Vilnius fra Billund Lufthavn, ligesom der næste år også kommer en rute til rumænske Iasi. Fra København flyver Wizz Air til Skopje og Sofia, og selskabet har i slutningen af august også etableret en rute til Kiev i Ukraine.

I dag er Wizz Air det fjerdestørste lavprisflyselskab i Europa efter Ryanair, easyJet og Norwegian. Selskabet har i de seneste 12 måneder fløjet 29,5 mio. passagerer til 143 destinationer, hvoraf senest tilkomne er Tromsø i Norge.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air udvider med 50 procent i CPH

Syvende Wizz Air-rute fra Billund

Wizz Air øger på danske ruter

Wizz Air med 230-sæders fly på to danske ruter

Wizz Air toppede lavprisvæksten i 2016