EVA Air - Airbus A31-200 ved landing i Taipei Songshan Airport. (Foto: Commons Wikimedia)

Flyselskab trodsede kraftig tyfon

Mens tyfonen Megi hærgede Taiwan, trodsede Eva Air som det eneste flyselskab den livsfarlige vejrsituation og landede 30 fly i det voldsomme vejr.

Tyfonen Megi ramte i sidste uge det østlige Kina og Taiwan, hvor der blev forårsaget skader for flere hundrede millioner kroner, mens fire mennesker mistede livet og 600 blev kvæstet. Fire millioner mennesker på Taiwan var uden strøm, da tyfonen rasede med vindstød op til 160 kilometer i timen, hvilket blandt andet tvang myndighederne til at lukke 10 af øens større veje.

Samtlige flyselskaber med ankommende fly til Taipeis to lufthavne valgte at lande i andre lufthavne eller helt at aflyse afgangene. Men hos taiwanesiske EVA Air valgte man at gennemføre 30 ud af 45 flyvninger til Taipei i løbet af perioden, hvor tyfonen rasede. Selvom det oprindeligt var planen at omdirigere fly til Hong Kong og Okinawa, valgte mange af EVA Airs piloter at fortsætte mod Taipei.

Taiwans civile luftfartsmyndigheder har nu besluttet at indlede en undersøgelse for at afdække, hvorvidt piloterne har fulgt flyselskabets myndighedsgodkendte retningslinjer.

Den varslede undersøgelse vil have til formål at kaste lys over, hvorvidt standardprocedurer for start og landinger blev fulgt, planlægning af brændstofreserver og mulighed for at kunne nå frem til alternative lufthavne samt hvorvidt sikkerhedsprocedurerne har været fulgt. Myndighederne har således bedt EVA Air om at redegøre for dette.

Ville tage hensyn til passagererne
Flyselskabet, der er ejet af shipping-konglomeratet Evergreen Group, har til lokale medier forklaret, at det naturligvis havde været lettere at aflyse flyvningerne, men at man valgte at tage hensyn til passagerene, så de ikke strandede i en anden lufthavn. EVA Air understreger samtidig, at flyvningerne blev gennemført indenfor de påkrævede sikkerhedsregler.

Det er sædvanligvis ikke lufthavnene, der har problemer, når storme, orkaner og tyfoner driller luftfarten. Det er op til piloterne, hvorvidt der kan opereres forsvarligt indenfor de grænser der findes for sidevind samt ryg- og modvind med de enkelte flytyper. Man skal dog ikke underkende det faktum, at piloterne ofte kan være under et stort pres fra flyselskabets ledelse for at holde tidtabellen, og det er velkendt at asiatiske piloter angiveligt er mere loyale overfor arbejdsgiverne, end vi kender det fra Europa.

Tyfonen Megi hærgede den 27. september fra kl. 06.00 lokal tid frem til midnat mellem den 27. og 28. september. Dagen startede med en middelvind på 55 kilometer i timen og op til 75 kilometer i timen i vindstødene. Senere udviklede middelvinden sig til en hastighed på 92 kilometer i timen (storm, red.) og med vindstød op til 130 kilometer i timen. Ifølge Beaufort-skalaen er der fuld orkan ved vindhastigheder på 117 kilometer i timen og derover.

 

Relaterede artikler:

Over 7.500 flyaflysninger

Sådan oplevede CPH´s trafikchef orkanen

SAS holder høj punktlighed trods orkanen

Orkan skaber flyaflysninger til USA

Voldsom turbulens kvæster syv på dansk fly