Flyselskaber: Ingen aftaler med Ving Tours

Den nye rejsearrangør Ving Tours reklamerer på sin hjemmeside med logoer for en lang række flyselskaber. Hos flyselskaberne har man dog aldrig hørt om Ving Tours.

Det ser fornemt ud når skiltet med flyselskaber kommer frem på Ving Tours’ hjemmeside. Knap 20 af de største veletablerede ruteflyselskaber. Her er logoer for selskaber som SAS, Lufthansa, Air France, KLM, Singapore Airlines, Thai Airways, Delta Airlines, Etihad, Swiss og British Airways.
Det står der ikke direkte, men de fleste får formentlig indtryk af, at Ving Tours samarbejder med de pågældende selskaber, når selskabets gæster skal sendes på ferie. Det er bare ikke tilfældet.

CHECK-IN.dk har torsdag været i kontakt med adskillige af flyselskaberne. Og budskabet er enslydende: Vi har ikke nogen aftaler med selskabet om salg af billetter. Ja, faktisk er selskabet slet ikke kendt blandt luftfartsselskaberne.

”Vi kender ikke Ving Tours og har ikke nogen aftale med dem. Vi vil derfor selvfølgelig undersøge firmaet nærmere inklusive deres brug af vores logo,” siger Flemming Sonne, der er dansk landechef for Thai Airways, til CHECK-IN.dk.

”Vi har aldrig hørt om denne rejsearrangør, og de har helt sikkert ikke aftaler med os,” siger Vincent Audusseau, landechef for KLM, Air France og Delta Airlines.

Heller ikke hos Singapore Airlines, Norwegian eller Lufthansa har man hørt om Ving Tours eller har aftaler med selskabet.

Har ikke detaljerne
Hos Ving Tours er selskabets pressetalsmand ikke helt opdateret på samarbejdet med luftfartsselskaberne.

”Som jeg er orienteret går nogle aftaler gennem agenter, mens andre er lavet direkte med flyselskaberne,” siger Per Brix, der er presseansvarlig hos Ving Tours.

Foreholdt oplysningerne om, at store flyselskaber som Thai Airways, Air France-KLM, Lufthansa, Singapore Airlines og Norwegian alle afviser at have indgået aftaler med Ving Tours, siger Per Brix:

”Det kan sagtens være, men detaljerne i det har jeg ikke.”