(Foto: Air France)

Flyselskaber sår tvivl om alliancers fremtid

De store luftfartsalliancers rolle er ifølge flere aktører i flybranchen på vej mod kulissen til fordel for de mere lønsomme joint-venture-samarbejder få flyselskaber imellem.

(HELSINKI) Alle ved det, men ingen vil indrømme, at luftfartsalliancernes rolle langsomt er ved at blive marginaliseret af flere og flere flyselskabers tætte joint-venture-samarbejde om ruter og markeder. Det blev den uudtalte essens af en paneldebat, bestående af repræsentanter fra en række fremtrædende flyselskaber ved dette års CAPA World Aviation Summit 2015.

I panelet sad blandt andre Juha Jarvinen, kommerciel direktør, Finnair, som blandt andre har et joint-venture-samarbejde med både British Airways og Japan Airlines på trafikken til og fra Asien.

”Et joint-venture-samarbejde er meget tæt og spiller en langt større finansiel rolle for de involverede end alliance-samarbejdet. Grundlæggende er alliancen en fordel for frequent flyers og et forum for dialog mellem alliancens medlemmer, men problemet er, at du ikke rigtig har en finansiel tilknytning. Selvfølgelig er interline-aftalerne i alliancen en fordel, men du kan lave sådanne aftaler med alle,” sagde Juha Jarvinen, som svar på spørgsmålet om etjoint-venture-samarbejdes fordel over gevinsten af at være med i en luftfartsalliance.

Klemmer de små ude
I Star Alliance har Lufthansa, Air Canada og United Airlines etableret et joint-venture om trafikken over Atlanten, hvilket blandt andet gjorde ende på SAS’ tætte codeshare-samarbejde med både Lufthansa og United i 2013. Dengang fastholdte SAS dog, at Lufthansa og Co. stod til at tabe mest efter bruddet.

Lufthansas Atlant-samarbejde indbefatter også Atlant-flyvninger via Frankfurt til Addis Ababa, som er Ethiopian Airlines hub. Heller ikke her bekymrer jointventure-samarbejde mellem medlemmer internt i en af alliancerne direktør Tewolde GebreMariam, Ethiopian Airlines.

”Ja, det gør dem til en stærk konkurrent, men fra deres synspunkt, så er vores ruter til USA direkte, og det er en fordel for os,” siger Tewolde Gebre Mariam, der dog medgiver at det er en kamp mellem et lille flyselskab mod de store, og atEthiopian Airlines eksempelvisgerne vil et tættere samarbejde med Air Canada om ruten til Toronto, hvilket dog endnu ikke er lykkedes.

Alliancer på vej ud
Udvikling mod flere joint-ventures, som er blevet et mere og mere udbredt fænomen – SAS har blandt andet indgået et tæt samarbejde med Singapore Airlines – går ifølge Rigas Doganis, formand for European Aviation Club og bestyrelsesmedlem i easyJet mod på sigt at udspille alliancernes rolle helt.

Den konklusion var flere af paneldeltagerne dog ikke enig i, heriblandt Keisuke Okada, seniorrådgiver i All Nippon Airways Holdings.

”At sætte joint-venture-samarbejde versus alliancerne er at sammenligne æbler og pærer. Alliancerne har deres berettigelse, fordi det øger flyselskabernes netværk.”

Allianceløs fordel
Imens omfanget af joint-venture-samarbejders betydning for luftfartsalliancernes fremtidige eksistens formentlig vil påkalde sig megen debat også efter dette års CAPA World Aviation Summit kunne airBaltics administerende direktør Martin Gauss, der også sad i panelet, fortælle om fordelen ved helt at stå udenfor et alliancesamarbejde med fri mulighed for at lave codeshare-samarbejde med flyselskaber på tværs af alliancer.

Dette giver ifølge Martin Gauss et stærkt kort på hånden overfor lavprisselskaberne, der er airBaltics største konkurrenter.

”Det som tæller på point to point-konkurrencen er ikke bonusprogrammer men om pris og rute,” fastslog Martin Gauss med henvisning til, at airBaltic selv flyver de fleste ruter, men at codeshare-samarbejdet styrker distributionen af billetter.

Luftfartsalliancerne blev stiftet fra 1997 og frem af netværksselskaber, som hver især besad et hjemmemarked, de ønskede at beskytte mod nye aktører, herunder de hastigt ekspanderende lavprisflyselskaber.

Siden er alliancerne vokset, men det uforpligtende samarbejde, som alliancerne er, bliver nu udfordret af nye uhellige alliancer mellem flyselskaber både internt og på tværs af alliancer.

Billede:Juha Jarvinen, kommerciel direktør, Finnair ogKeisuke Okada, seniorrådgiver, All Nippon Airways. Foto:Pekka Lähteenmäki/CAPA