Afgangstavler i Frankfurt Lufthavn - Terminal 1.

Flytrafikken er normaliseret i Frankurt Lufthavn

Sikkerhedspersonalet i Frankfurt Lufthavn er atter på arbejde, og flytrafikken afvikles som normalt. Der vil dog være en del udsatte afgange som følge af fredagens arbejdsnedlæggelse.

(OPDATERET; LØRDAG 22-02-2014 KL. 11.00)

I Frankfurt Lufthavn, der med 58 mio. årlige passagerer er Europas tredjestørste, er situationen ved at normalisere sig lørdag formiddag, efter at sikkerhedspersonalet fredag eftermiddag nedlagde arbejdet og tvang lufthavnen til at lukke for lokalt afrejsende passagerere resten af dagen..

“Vi anmoder venligst om, at afrejsende passagerer ikke kommer til lufthavnen mere i dag, da de ikke vil have mulighed for at komme ud til deres fly,“ hed det fredag eftermiddag på Frankfurt Lufthavns hjemmeside.

Lufthansa: Bliv i transitområdet
Lufthansa, der har hovedbase i Frankfurt, var det flyselskab, der blev hårdest ramt. Flyselskabet opfordrede alle passagerer til at finde alternative transportformer eller udsætte rejsen til et senere tidspunkt. Samtidig bad Lufthansa indtrængende alle transit-passagerer med forbindelsesfly om ikke at forlade transitområdet, da det ikke vil være muligt at komme ind igen resten af dagen.

Dagens sidste afgang med SAS og Lufthansa til København fløj efter planen, men der var udelukkende transitpassagerer ombord, da de lokalt afrejsende passagerer ikke kunne kommu ud til flyene på grund af den lukkede sikkerhedskontrol.