Flyv med airberlin til Ayers Rock

Et nyt samarbejde mellem airberlin og Virgin Australia betyder, at det tyske oneworld-medlem kan udvide sit rutekort i Australien ganske betydeligt.

Oneworld-medlemmet airberlin vil fra den første august indgå i et nyt codeshare-samarbejde, som betyder, at flyselskabet får rutenumre på ruter til adskillige australske destinationer.

I dag har airberlin et omfattende codeshare-samarbejde med Etihad Airways, som gør, at airberlin har rutenumre på Etihad Airways’ flyvninger fra Abu Dhabi til Brisbane, Melbourne og Sydney i Australien.

Fra den første august behøves rejsen imidlertid ikke at stoppe her. Et nyt codeshare-samarbejde med Virgin Australia betyder, at rejsende med airberlin kan fortsætte direkte videre til seks australske destinationer: Adelaide, Ayers Rock, Cairns, Darwin, Gold Coast og Perth.

Det nye samarbejde med Virgin Australia betyder dermed, at airberlin kommer op på at kunne tilbyde sine rejsende i alt ni australske destinationer.

To gange dagligt til Sydney
Det er ikke kun på indenrigsruterne i Australien at samarbejdet mellem airberlin og Virgin Australia kommer til at finde sted. AB, som er bogstavkoden på airberlins rutenumre, vil også være at finde på Virgin Australias non-stop-flyvning fra Abu Dhabi til Sydney og fra Phuket til Perth.

Codeshare-samarbejdet på flyvningerne mellem Abu Dhabi og Sydney betyder, at airberlin nu kan tilbyde sine rejsende syv ugentlige afgange mellem Berlin og Sidney via Abu Dhabi mod tidligere fire ugentlige afgange.

Fra Düsseldorf bliver der fra den første august gennemført hele to daglige flyvninger til Sydney via Abu Dhabi. Disse flyvninger gennemføres ligeledes igennem det eksisterende samarbejde med Etihad Airways samt det nye samarbejde med Virgin Australia.

Det nye tysk-australske samarbejde kan forklares med, at Etihad Airways ejer andele i både airberlin og Virgin Australia.