Flyveforbud til tidligere SAS-maskiner

Amerikanske Allegiant Air har groundet 30 MD-80 fly efter en evakuering af et tidligere SAS-fly. Selskabet har overtaget en stor del af SAS’ gamle MD-80 fly.

Det amerikanske flyselskab Allegiant Air måtte fredag tage 30 af sine i alt 57 MD-80 fly ud af produktion og aflyse flere hundrede flyvninger. Det skete efter en episode mandag i sidste uge, hvor et Allegiant Air-fly blev evakueret i Las Vegas McCarran-lufthavnen efter røgudvikling i cockpittet.

Efter evakueringen blev de amerikanske luftfartsmyndigheder opmærksomme på, at Allegiant Air ikke havde inspiceret nødslidskerne på sine MD-80 fly med det tidsinterval, som loven kræver. Derfor blev Allegiant Air beordret til at gennemføre inspektionerne så hurtigt som muligt.

Arbejdsheste hos SAS
Mere end halvdelen af Allegiant’s MD-80 fly har en fortid som mangeårige arbejdsheste hos SAS.

Det fly, der i sidste uge blev evakueret i Las Vegas McCarran lufthavnen, var da også et af de tidligere SAS-fly. Det blev leveret til SAS i 1989 og i 2010 solgt til Allegiant Air. Arbejdet for SAS bød blandt andet også på kortere lejeophold hos Iceland Express, islandske JetX Airlines og danske Sterling European.

I dag har flyet registreringsbogstaverne N415NV, mens det i SAS-regi hed SE-DII og LN-RMC.

Allegiant Air har hovedkontor i Las Vegas og flyver med solhungrende amerikanere fra en lang række mindre amerikanske byer til Las Vegas og Phoenix samt destinationer i Florida og på Hawaii. Foruden de mange MD-80 fly, så beskæftiger selskabet også seks Boeing 757-fly og et Airbus A319-fly. Flere Airbus-fly er dog på vej.