Barcelona El-Prat-lufthavnen.

Flyvelederpanik i Barcelona

Lillejuleaften var der travlhed hos de spanske flyveledere i Barcelona-El Prat lufthavnen. Tæt tåge havde sat mange fly i ‘holding’ position, imens desperationen voksede såvel i flyenes cokcpit samt hos den ansvarlige flyveleder.

Evnen til at holde hovedet koldt i pressede situationer står øverst på listen over kvalifikationerne til at blive en god flyveleder. Og den evne fik en spansk flyveleder for alvor brug for den 23. december sidste år.

Tæt tåge over det østlige Spanien gav nemlig store problemer for fly på vej til Barcelona-El Prat lufthavnen søndag aften. Mange fly blev lagt i ”holding position” i luftrummet over Barcelona, mens en tydeligt presset flyveleder forsøgte at håndtere bunken af ankommende fly, som bare blev større og større. Det skriver Aviation Herald, der er et nyhedssite om hændelser i den internationale flytrafik.

Flyvelederen talte næsten uafbrudt og ofte var beskeden til flyene, at de var nødt til at vente endnu længere eller at han ville komme tilbage til dem. Ombord på adskillige fly blev piloternes opkald stadig mere desperate efterhånden som tiden gik, og flyvelederen blev ved at med holde dem hen og afsluttede alle opkald med ordene: ”break, break”. Mange fly lå så længe i ”holding position” at de var nødt til at afbryde indflyvningen til Barcelona-El Prat og søge til Barcelonas Girona-lufthavn eller franske lufthavne for ikke at løbe tør for brændstof.

Episoden kommer under fem måneder efter en meget omtalt episode i luftrummet over den spanske by Valencia, hvor tre Ryanair-fly alle erklærede ”Mayday” på grund af lav brændstofbeholdning. Tordenbyger over Madrid betød, at mange fly blev omdirigeret til Valencia. I første omgang beskyldte de spanske luftfartsmyndigheder det irske lavprisselskab for at have erklæret ”Mayday” uden at de reelt havde for lidt brændstof ombord – men blot for at komme hurtigere ned. En rapport fra de irske luftfartsmyndigheder har imidlertid slået fast, at det primært var på grund af flyveledermangel, at Ryanair-flyene sammen med andre fly fik lov at ”hænge” så lang tid i luften, at flere af dem landede med mindre brændstof end de var forpligtigede til at have ombord ved landing.

Læs også:

Ryanair-fly var ikke alene om at mangle brændstof

Mayday fra tre Ryanair-fly samme dag