Flyvelederstrejke kan påvirke ferietrafik til Portugal

Flyvelederne i Portugal planlægger en række periodevise strejker fra fredag og fem dage frem. Det kan påvirke mange danskeres ferie på det portugisiske fastland og på Madeira.

En lang række danskere kan risikere at starte ferien med at strande i lufthavne og få deres feriefly aflyst. I hvert fald hvis feriemålet i år hedder Madeira, Algarvekysten, Lissabon, Porto eller andre portugisiske destinationer. For de portugisiske flyveledere har annonceret, at de fra på fredag og fem dage frem vil nedlægge arbejdet i perioder på op til seks timer af gangen to gange om dagen.

Netop på fredag ringer det ud for sidste gang i dette skoleår på langt hovedparten af de danske folkeskoler, og den første store bølge af solhungrende danskere sætter kursen sydover. Man fristes næsten til at tro, at de portugisiske flyveledere har planlagt deres aktion efter dette.

Protest mod lønnedskæringer
Flyvelederne planlægger at nedlægge arbejdet hver dag fra fredag den 29. juni til tirsdag den 3. juli mellem kl. 6 og kl. 12. Desuden vil de fredag, lørdag og tirsdag nedlægge arbejdet mellem kl. 18 og kl. 22. Søndag og mandag vil det være mellem kl. 17 og kl. 21 portugisisk tid. Portugal er en time bagefter Danmark.

Arbejdsnedlæggelserne er de seneste i en række af strejker, som flyvelederne har gennemført siden april i protest mod regeringens planer om at skære i lønningerne som led i landets økonomiske restruktureringsprogram. Sidste gang flyvelederne strejkede var i maj, og det resulterede i både aflysninger og forsinkelser.

Danske turisterrepræsenterede i 2011 mere end en mio. hotelovernatninger i Portugal.