Første flyvning med Boeing 737 MAX

Airbus har et forspring med lanceringen af A320neo. Nu har den amerikanske konkurrent Boeing haft den første testflyvning af 737 MAX, der bliver en direkte konkurrent til det europæiske mellemdistancefly.

Den 22. januar fik Lufthansa som lanceringskunde leveret det første Airbus A320neo fly. Blot en uge senere kunne Boeing sende det første MAX8-fly i luften og har dermed forhåbninger om at kunne overholde aftalen om første levering til Southwest Airlines i tredje kvartal af 2017.

Dermed er den amerikanske flyproducent halvandet år bagud i forhold til Airbus, der kommer til at levere i stribevis af A320neo´er i løbet af 2016 og 2017.

Alt tyder på, at de to flytyper bliver de mest populære mellemdistancefly blandt verdens flyselskaber. Lige nu har Boeings MAX i versionerne 7/8//9 tilsammen 2.627 bestillinger. Til sammenligning lyder Airbus-ordrebogen på 4.471 ordrer på A319/A320 og A321 i neo-versionen.

Testflyvningen af den første Boeing MAX 8 fandt sted den 29. januar- Flyvningen udgik fra Renton Field i staten Washington og varede to timer og 27 minutter, før testflyet landede på Boeing Field ved Seattle.

Succesfuld testflyvning
Under testflyvningen kom MAX-flyet op i en højde på 7.620 meter og opnåede en hastighed på 463 kilometer i timen, hvilket er betydeligt under de værdier, som et gennemprøvet fly kan præstere.

“Flyvningen var en succes. Flyet føltes helt rigtigt i luften og det giver os en sikker overbevisning om, at dette fly vil indfri vores kunders forventninger,“ sagde chefpilot Ed Wilson efter flyvningen.

Det første MAX-testfly får inden længe selskab af endnu tre fly, således at fire fly skal gennemføre de mange testflyvninger, der skal sikre, at flyet kan komme i produktion og leveres til den første kunde i løbet af halvandet års tid.

Da testflyvningen var gennemført sendte Airbus en hilsen til Boeing via Twitter. “Dejligt at se, at den globale flåde af kort- og mellemdistancefly udvides med nyeste teknologi.“

De største kunder på Boeing 737 MAX-projektet bliver indonesiske Lion Air og amerikanske Southwest Airlines, der har tegnet sig for henholdsvis 201 og 200 eksemplarer af det nye fly. Fire flyselskaber har bestilt 100 eksemplarer. Det er amerikanske United og American samt europæiske Norwegian og Ryanair.