- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Første flyvning med langtrækkende Airbus-fly

Airbus gennemførte i dag en jomfruflyvning med den nye langtrækkende Airbus A321LR, der får en rækkevidde på 7.400 kilometer og plads til 240 passagerer.

Den europæiske flyproducent Airbus præsenterede i dag sit nye langtrækkende mellemdistancefly, der har fået typebetegnelsen, Airbus A321LR, hvor bogstaverne LR står for Long Range på grund af den forøgede rækkevidde.

Det er nemlig et fly, der vil kunne flyve nonstop over Atlanten, hvilket også blev kraftigt understreget ved dagens jomfruflyvning, hvor flyet med produktionsnummer MSN7877 var bemalet med Eiffetltårnet og Frihedsgudinden på siden af flyet for at slå fast, at det er et fly, der nemt kan indsættes på ruten mellem Paris og New York.

Jomfruflyvningen varede to timer og 36 minutter, og den blev gennemført med succes. Herefter udestår omkring 100 flyvetimer i det omfattende testprogram, der blandt andet inkluderer transatlantiske flyvninger, inden certificeringen kan være på plads hos de europæiske og amerikanske luftfartsmyndigheder.

“Takket være sin fremragende ydeevne og uovertruffen effektivitet vil A321LR give vores kunder mulighed for at gennemføre flyvninger på op til 7.400 kilometer, så de kan åbne nye ruter – for eksempel transatlantiske – og erobre nye markeder,” siger Klaus Röwe, der er chef for A320-programmet hos Airbus.

50 flyselskaber på kundelisten
Det nye A321-fly har fået en anderledes dør-konfiguration, hvilket giver mulighed for at indrette flyet med plads til 240 passagerer i én serviceklasse, mens der vil være plads til 206 passagerer i en konfiguration med to serviceklasser.

Den øgede rækkevidde er blevet mulig gennem aerodynamiske forbedringer og en ekstra central brændstoftank, og i kombination med de nye CFM International LEAP-1A-motorer kan brændstofforbruget på sigt reduceres med op til 20 procent.

Airbus har med udviklingen af den langtrækkende udgave af A321 føjet endnu en dimension til A320-serien, der er flyproducentens bedst sælgende fly nogensinde. Kunderne har da også store forventninger til A321´eren, der allerede er bestilt i flere end 1.900 eksemplarer af over 50 flyselskaber over hele verden.

Airbus A321LR et tiltænkt rollen til at overtage det marked, som Boeing har haft med 757-200, der blandt andet benyttes af Icelandair på de transatlantiske flyvninger. Norwegian har bestilt 30 eksemplarer af A321LR, men danske Primera  Air Scandinavia har en ordre på to fly af denne type. SAS overvejer angiveligt også denne flytype i forbindelse med bestilling af op til 40 nye fly i 2018.

Det ventes af Airbus A321LR kan sættes i kommerciel drift i slutningen af 2018.

 

Relaterede artikler:

Danske Primera-fly til seks nye USA-ruter

SAS overvejer nye ruter til USA, Indien og Iran

Her er Norwegians kommende A321-ruter

Norwegian bestiller 30 langtrækkende A321-fly

A321 bliver det nye vækstlokomotiv for Airbus