En Boeing 737-800 fra det russiske lavprisflyselskab Pobeda. Foto: Anna Zvereva

Første russiske lavprisflyselskab til Norden

Pobeda bliver det første russiske lavprisflyselskab til at operere til de nordiske lande, når det til oktober åbner en nye rute til Helsinki Lufthavn.

Om et par måneder får den finske hovedstadslufthavn i Helsinki besøg af et nyt flyselskab fra Rusland.

Det er lavprisflyselskabet Pobeda, datterselskab af det russiske flyselskab Aeroflot, der indleder operationer til og fra Helsinki.

Ruten har første flyvning fra Moskva Vnukovo den 5. oktober, og der flyves én gang dagligt imellem de to lufthavne med en Boeing 737-800 med plads til 189 passagerer, skriver Routes Online. Pobeda melder, at der er åbnet for reservation af flybilletter til ruten.

Inden videre har Pobeda, der betyder sejr på russisk, lagt tidtabeller frem til den 27. oktober 2018. Der er afgang klokken 08.40 på rute DP881 fra Moskva med ankomst klokken 10.40 i Helsinki. Returflyvning på rute DP882 er klokken 11.20 med ankomst klokken 13.15 i den russiske hovedstadslufthavn.

Jomfruflyvning i 2014
Det russiske lavprisflyselskab Pobeda har base i Vnukovo International Airport, og dets historie begyndte med første kommercielle flyvning den 1. december 2014. Efter ni måneder havde flyselskabet håndteret to millioner passagerer.

Pobeda har en flåde på 20 fly – alle af typen Boeing 737-800. Flyselskabet har yderligere fire af denne model i ordre. Herudover vil selskabet modtage den første af i alt 15 helt nye Boeing 737 MAX 8 i slutningen af 2019. Pobeda har i øjeblikket ruter til omkring 25 forskellige lufthavne.

Base i tredjestørste Moskva-lufthavn
Vnukovo er den ene af i alt fire internationale lufthavne i Moskva. Lufthavnen ligger 28 kilometer sydvest for centrum i den russiske hovedstad, og den åbnede i 1941 som den første operative lufthavn i Moskva. I begyndelsen blev den brugt til militære formål, men efter 2. verdenskrig blev der indledt passagertrafik.

De øvrige internationale lufthavne i Moskva er Domodedovo, Sheremetyevo og Zhukovsky.

Vnukovo er den tredjestørste af de fire lufthavne. Lufthavnen betjenes primært af Aeroflot, Pobeda og Utair, og så er den Europas største for private jetfly. I 2017 håndterede Vnukovo 18,1 millioner passagerer og havde 163.600 operationer. Det gør Vnukovo til Ruslands tredje mest travle lufthavn.

Tidligere i 2018 købte Qatar Airways – ifølge Financial Times – 25 procent af aktierne i Vnukovo-lufthavnen. Det er den stenrige oliestat Qatar, der selv ejer flyselskabet.

 

Relaterede artikler:

Nyt russisk selskab skal hedde sejr

Qatar køber 25 procent af Moskva-lufthavn

Aeroflot Groups overskud faldt med 41 procent

Aeroflot med stor vækst i 2017

Moskva får fjerde kommercielle lufthavn