Et Ryanair-fly lander i Rom Ciampino-lufthavnen. Foto: Aldo Bidini / Wikimedia Commons

Første Ryanair-ruter til Tyrkiet

Ryanair taget hul på det tyrkiske marked, når selskabet i slutningen af juni åbner de to første ruter til Dalaman på den sydvestlige middelhavskyst.

Tyrkiet er et af de ferieområder i Europa, som Ryanair hidtil ikke har haft held med at indtage.

Men det varer ikke længe, inden det irske lavprisflyselskab fly kan ses i en tyrkisk lufthavn. I slutningen af juni åbner Ryanair nemlig de to første ferieruter til Tyrkiet. Destinationen er Dalaman på de sydvestlige middelhavskyst, og der flyves i første omgang en gang om ugen fra henholdvis Dublin og Bratislava i Slovakiet.

Tyrkiet-ruterne får debut henholdsvis søndag den 24. juni fra Dublin og torsdag den 28. juni fra Bratislava. Foreløbigt er de ruter planlagt til resten af sommersæsonen frem til udgangen af oktober.

Billetpriser fra 299 kroner
Informationerne fra Ryanair er indtil videre meget sparsomme.

“Det glæder Ryanair at kunne annoncere vores entré i det tyrkiske marked med i første omgang to ruter til Dalaman fra Dublin og Bratislava med start i juni. Begge ruter vil blive opereret en gang om ugen som en del af vores sommertrafikprogram for 2018, og sæderne vil blive sat til salg i dag på vores hjemmeside,” siger kommerciel direktør David O´Brien fra Ryanair.

Ryanair lægger ud med kampagnepriser til 39,99 euro per billet, hvilket svarer til 299 danske kroner.

Det er begrænsninger i luftfartsaftalerne mellem de respektive EU-lande og Tyrkiet, der hidtil har forhindret Ryanair i at tage hul på det tyrkiske marked, som er kolossalt.

 

Relaterede artikler:

Ryanair lukker to baser

Ryanair åbner 14 ruter til Jordan

Ryanair vil udvide med baser i Frankrig