Første smugkig ind i ny SAS-kabine

Det første SAS-langdistancefly med ny kabine er ved at få de sidste sæder installeret i Schweiz. CHECK-IN.dk smugkiggede ind i den nye kabine.

(ZÜRICH) I en hangar i et diskret hjørne af lufthavnen i Zürich i Schweiz er teknikere fra firmaet SR Technics netop nu ved at lægge sidste hånd på monteringen af nye sæder og indmad på det første af i alt syv af SAS’ 12 langdistancefly.

En opgradering af kabinerne, som flyene godt kunne have brugt for flere år siden og som passagererne har efterspurgt og sukket efter længe. Men nu er det tæt på at være. Airbus 330-flyet med navnet Erik Viking skal sættes ind medio februar på SAS-ruter fra København til USA.

Næsen taget af
Erik Viking har også gennemgået et større check under sit lidt over to måneder lange ophold i Schweiz, så flyet står stadig uden motorer installeret, med næsen taget af for at kunne være i hangaren og med frit udsyn til alle kablerne og rørene i loftet

Men alle de nye Business Class-sæder og sæder på Economy Plus er installeret. Og teknikerne arbejder flittigt på at gøre den bagerste del af kabinen klar til Economy Go-sæderne, som står klar ved siden af flyet. Forsvarligt pakket ind i plastik.

Inde i flyet er de installerede sæder også stadig dækket af plastik, da teknikerne fortsat arbejder med at installere lofter til at dække de mange rør og ledninger. CHECK-IN.dk får dog lov til at trække plastikken til side og se nærmere på hvad de rejsende på SAS’ langdistancefly kan se frem til meget snart.

Ridsede skærme
Største forbedring på tværs af alle tre kabineklasser bliver nye tv-skærme, et stærkt forbedret inflight entertainment-system og trådløs internetadgang. De nuværende skærme og underholdningsystemer har siddet i flyene siden de forlod Airbus-fabrikkerne i starten af sidste årti. Mens andre selskaber i adskillige år har tilbudt passagererne selv at starte, stoppe og pause deres film, så starter SAS’ beskedne udvalg af film i dag når chefpurseren sætter filmene igang – ikke når passagererne ønsker det.

Det bliver der lavet om på nu, samtidig med at de efterhånden temmelig ridsede skærme skiftes ud med større skærme. På Business Class bliver den nuværende 10 tommer skærm udskiftet med en HD-skærm på 15 tommer. På SAS Plus og SAS Go bliver skærme på 6,8 tommer erstattet af skærme på henholdsvis 12 og ni tommer.

Alle sæder på Business Class og SAS Plus får egen stikkontakt og USB-port. På SAS Go må passagererne deles to og to om en stikkontakt, men hver enkel har sin egen USB-port. Hele flyet udstyres med trådløs internetadgang. Noget som SAS, som et af de første flyselskaber i verden, faktisk tilbød på sine langdistancefly allerede for omkring 10 år siden. Uheldigvis valgte flyproducenten Boeing, der ejede det selskab, som leverede servicen, at lukke datterselskabet ned. Men nu vender det trådløse internet tilbage til SAS’ langdistancefly og det bliver igen muligt at surfe hele vejen over Atlanterhavet.

Helt vandret
Trækker man plastikken til side og zoomer ind på forbedringerne på de enkelte kabineklasser, så sker der klart mest på Business Class, hvor SAS også har fået baghjul af mange af sine konkurrenter gennem en årrække. Største nyhed er, at det bliver muligt at lægge sædet helt vandret ned. De såkaldte lie-flat sæder, der kan omdannes til en 196 centimeter lang seng. På hvert andet sæde får man som passager faktisk helt op til 202 centimeter at strække sig ud på.

Idag står SAS’ Business Class-sæder i en 2-2-2 opstilling med to sæder ved hvert vindue og to sæder i midten. Det betyder, at man som vinduespassager skal krydse henover sin sidemand for at komme ud i midtergangen. Og når over 50 procent af de rejsende på Business Class rejser alene, så betyder det, at man ofte skal forstyrre en sidemand eller -kvinde, som man slet ikke kender og som måske er ivrigt optaget af at spise, læse eller arbejde – eller har lagt sig til rette for at få en lur.

Det slipper man for nu. De nye sæder er nemlig opstillet i en 1-2-1 formation, hvor alle sæder har direkte adgang til midtergangen.

Smugkigget under plastikken i Zürich afslører også en række små lækre detaljer så som en krog med SAS-logo. Men ellers er der tale om et ikke særlig sprælsk design med mørkegråt stof på stolene og mørkt træ på paneler og borde. Ikke megen lyst træ, som vel efterhånden er blevet skandinavisk designs varemærke i det store udland. Diskret og stiligt vil nogen mene. Kedeligt og anonymt vil andre mene. Men måske det hjælper, når plastikken kommer væk og der kommer puder og tæpper på sæderne og søde smilende stewardesser i midtergangen.

Polstrede sæder
På SAS Plus er den største nyhed den føromtalte større skærm. Benpladsen bliver på 38 tommer, sådan som den også er i dag. Det er på linje med hvad mange af konkurrenterne tilbyder. Plus-passagerne kan så til gengæld glæde sig over at kunne sætte sig til rette i behagelige godt polstrede sæder opstillet i en 2-3-2 opstilling. På en kort langdistancetur i dagtimerne til USA’s østkyst kan Plus sagtens gå an i stedet for sin dyrere storebror længere fremme i flyet.

Bagerst i flyet vil SAS også i fremtiden placere de passagerer, som har betalt mindst for billetten og rejser på SAS Go. De vil stadig have 31-32 tommer benplads, men kan som nævnt glæde sig over den større skærm, strømudtagene og et underholdningssystem, som de selv er herre over.

Flere Plus-sæder
SAS benytter lejligheden til at ændre lidt på fordelingen af sæder i flyet. Således får selskabets fire nuværende Airbus A330-300 fly 21 flere SAS Plus-sæder, så de fremover vil have 56 sæder. Til gengæld reduceres antallet af Business Class-sæder med to til 32 sæder, og SAS Go reduceres med 17 sæder til 178 sæder. Det betyder at flyene i alt får to sæder ekstra. Et klart udtryk for SAS Plus-produktets popularitet.

Så snart Erik Viking har fået de sidste sæder monteret og fået motorer og næse på igen, så står det næste Airbus A330-fly og banker på hangaren i Zürich. Det skal sættes i drift til marts fra Stockholm og Oslo til USA. Så snart flyet er færdig kommer det tredje fly. Og når det har fået ny indmad, så er det det fjerde flys tur. Så inden for omkring seks måneder forventer SAS, at alle fire fly er tilbage i service med nye lækre kabiner. Herefter står tre af SAS’ otte Airbus A340-300 fly for tut til at komme til Schweiz og blive puslet om.

Fire helt nye fly

Det er dog ikke det eneste nye, der venter SAS’ langdistancepassagerer i år og næste år. Selskabet får nemlig også fire helt nye Airbus A330-fly leveret. De to første kommer til september og oktober i år, og de sidste to følger efter i januar og marts næste år. De skal erstatte fire af SAS’ nuværende Airbus A340-fly.

Det er indtil videre planen at de fire Airbus A340-fly skal udfases, da de nye tomotorers Airbus A330-fly har omtrent samme rækkevidde som de firemotorede Airbus A340-fly. Men hvis oliepriserne fortsætter med at være lave og leasingaftalerne kan forlænges, så kan det ikke udelukkes, at SAS beholder et eller flere fly og bruger dem til at udvide sit langrutenetværk.

Når de nye fly er indfaset og hvis de fire gamle fly er udfaset, så vil SAS have otte Airbus A330-fly, der er helt nye eller har nye kabiner, samt fire Airbus A340-fly. Tre af dem vil have nye kabiner. Det sidste vil være det reservefly med anderledes kabineindretning, som SAS sidste år indlejede for en periode på seks år. Det fly bygges ikke om.

I 2018 vil SAS modtage de første af i alt otte nye Airbus A350-900 langdistancefly. Selskabet har option på yderligere seks.

Parallelt med arbejdet med fornyelsen af langdistanceflåden, så modtager SAS fra næste år og frem i alt 30 nye Airbus A320neo mellemdistancefly til brug på det europæiske rutenetværk.

Øverst: Det nye Business Class-sæde på SAS’ langdistancefly kommer til at kunne lægge vandret. Foto: Andreas Krog.

Billede nummer 2: Det nye sæde på SAS Plus. Foto: Andreas Krog.

Billede nummer 3: Erik Viking har ikke blot fået nye sæder. Det har blandt andet også fået en gang maling. Foto: Andreas Krog.

Nederst: Flyet har også gennemgået et større teknisk check, hvor motorerne har været taget af flyet. Foto: Andreas Krog.

Se flere billeder på CHECK-IN.dk’s Facebook-side.