- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Første Ultra Long Range A350 XWB er klar

Singapore Airlines gør sig klar til at genoptage verdens længste kommercielle passagerflyvninger med den nye flytype.

Den første Ultra Long Range version af Airbus A350 XWB har forladt samlefabrikken i Toulouse. Den nyeste variant af A350 XWB familien kan flyve længere end noget andet passagerfly og bliver sat i drift med Singapore Airlines som lanceringskunde senere på året.

Singapore Airlines har afgivet ordrer på syv A350-900 Ultra Long Range, som skal sættes ind på non-stop flyvninger mellem Singapore og USA – herunder verdens længste passagerrute mellem Singapore og New York.

24.000 liter ekstra brændstof
Efter færdiggørelsen i samlefabrikken skal flyet gennemfå en række tests inden det bliver udrustet med sine Rolls-Royce Trent XWB motorer. Herefter skal det gennemføre et kort testflyvningsprogram for at få godkendt de ændringer i forhold til standardmodellen A350-900, som giver den ekstra rækkevidde. Ændringerne omfatter et modificeret brændstofsystem, som udvider brændstofkapaciteten med 24.000 liter uden at etablere ekstra tanke. Testflyvningerne vil også måle de forbedringer, der er kommet ved aerodynamiske ændringer – herunder større winglets.

Med en maksimum startvægt (MTOW) på 280 tons, kan A350 XWB Ultra Long Range flyve op til 9,700 nm, eller over 20 timers non-stop.

Airbus har modtaget 854 faste ordre på selskabets A350 XWB fra 45 kunder verden over. Singapore Airlines er en af de store kunder til A350 XWB familien og har bestilt 67 A350-900, herunder de syv Ultra Long Range modeller. Flyselskabet har allerede 21 A350-900.

 

Relaterede artikler:

Airbus første A350-1000 til Qatar Airways

Første SAS A350 på produktionslisten

A350-ruter fra 21 europæiske lufthavne