Airbus A320-200neo fra HK Express.

Forsinkede A320neo-fly fra Norwegian-selskab

Problemer med flymotorer betyder, at de nye fly, som HK Express har leaset fra Norwegian-selskabet Arctic Aviation, bliver yderligere seks måneder forsinket.

På adressen 70, Sir John Rogerson´s Quay i Dublin har Arctic Aviation Asset Ltd. til huse. Selskabet, der tidligere hed September Aviation Assets Ltd., er moderselskabet for de forretningsenheder hos Norwegian, der står for ejerskab og leasing af fly hos den norske luftfartskoncern.

Således er det også her, at en samlet ordre på 100 Airbus A320neo, der blev afgivet i 2012, skal administreres. I mellemtiden er dele af ordren konverteret til 30 langtrækkende Airbus A321LR, som Norwegian får leveret næste år, men der er stadig en del nye fly, der skal på vingerne os andre selskaber.

Et af disse er Hong Kong-baserede HK Express, der i august 2015 indgik en aftale med Arctic Aviation Assets om at lease de første 12 A320neo-fly fra slutningen af 2016 og fremad. Denne aftale har været problemfyldt for Norwegian-selskabet, og problemerne fortsætter.

To af fem fly på jorden
Det går nemlig trægt med leveringen af de nye A320-200neo. Det skyldes, at Norwegian har valgt motorer fra den amerikanske motorproducent Pratt & Whitney, og der har været store problemer med den den såkaldte PW1100G-motor, som flyene skal udstyres med.

Indtil videre har HK Express kun fået leveret i alt fem fly. Det første fly blev leveret i december 2016, og fra 15. marts og frem til 8. december sidste år modtog Hong Kong-selskabet ingen nye fly. Til gengæld sluttede man 2017 med to flyleveringer i december.

Det ene af de to fly (B-LCP, red.) står dog stadig i Hamborg-Finkenwerder lufthavnen og venter på at blive fløjet til Hong Kong, når motorerne er blevet opgraderet.

Et andet af selskabets fly er blevet grounded, da det har en af de motorer monteret, som Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur EASA har anmodet om at skulle udskiftes, da motoren kan sætte ud, mens den er i drift. Der er tale om B-LCN, der ikke har været i luften siden den 29. januar.

Memo: Ingen nye fly i 2018
Nyhedsbureauet Reuters har fået adgang til at se en internt memo, som ledelsen i HK Express har sendt til sine piloter. Heri hedder det, at det vil kunne tage måneder, før der vil kunne leveres A320neo, da produktionslinjen er blevet forsinket med seks måneder eller mere.

Da erstatningsmotorer samtidig skal testes skriver HK Express i memoet, at man serøst overvejer ikke at tage nye A320neo i flåden i 2018.

HK Express har ikke ønsket at kommentere de aktuelle udfordringer med A320neo-flyene, men selskabet kom sent onsdag aften lokal Hong Kong-tid med en kort meddelelse.

“Hong Kong Express forsøger altid at opretholde en effektiv og åben kommunikation med vores medarbejdere. Det interne notat er udstedt til vores cockpit crew, og det giver yderligere og relevante tekniske detaljer vedrørende flåden og de operationelle overvejelser,” hedder det i meddelelsen.

Hong Kong Express er delvist ejet af det kinesiske konglomerat HNA Group, der i øjeblikket befinder sig i en likviditetskrise.

 

Relaterede artikler:

Motorproblemer tvinger A320neo-fly på jorden

Problemfyldt flyleasing kan koste Norwegian millioner

35 færdigproducerede fly venter på motorer

Her er Norwegians første A320-fly

Nye Norwegian-fly bliver forsinkede