- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Forstyrrelser for SAS-passagerer fra München

En mindre ombygning i München Lufthavn vil fra den 6. august til den 6. september betyde, at SAS-passagerer skal møde op i ekstra god tid.

Mandag den 6. august kl. 12.00 vil der blive igangsat et ombygningsarbejde i München Lufthavn, der vil påvirke tilgængeligheden mellem Terminal 2 og satellitterminalen, der omfatter gates K og L.

Det vil påvirke SAS, der flyver fem gange dagligt til München fra Københavns Lufthavn samt en gang dagligt fra Aarhus Lufthavn. SAS benytter nemlig Terminal 2.

Ombygningarbejdet betyder, at togforbindelsen (PTS) mellem Terminal 2 og satellitterminalen vil være afbrudt fra den 6. august til den 6. september. Derfor anbefaler SAS, at rejsende tillægger ekstra 20 minutter i forbindelse med check-in, da passagererne skal med bus til satellitterminalen. Denne bus afgår hvert andet eller fjerde minut afhængig af tidspunktet på dagen.

Hvis der i billetten står gate G eller H er flyafgangen fra Terminal 2, mens K (Schengen) og L (Non-Schengen) indikerer, at flyet afgår fra satellitterminalen, der kun vil være tilgængelig med bus i den nævnte periode.

Syvende største i Europa
Det er ikke kun i lufthavnen, at ombygningen vil give mindre gener for passagererne. S-Bahn trafikken mellem Oberschleissheim/Feldmoching og Freising/München Lufthavn vil være stærkt begrænset i en periode fra den 27. juli til og med den 11. september.

München Lufthavn er den syvende største i Europa og håndterede i 2017 flere end 44,6 millioner passagerer til 266 destinationer. Lufthavnen er i øvrigt den 15. største i verden målt på internationale passagerer og den 34. største i verden generelt.

München Lufthavn ligger 28 kilometer nordøst for München nær Freising og blev oprindeligt opkaldt efter den tidliere bayerske ministerpræsident Franz Josef Strauss. 

 

 

Relaterede artikler:

SAS er udfordret med München-rute fra Aarhus

Hurtig adgang til indenrigsfly i München

Ni nye langdistanceruter fra München