- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Forulykker i stjålet passagerfly

En 29-årig ansat i Horizon Air stjal et Q400-passagerfly og lettede fra den internationale lufthavn i Seattle. Flyet forulykkede efter at have været forfulgt af to F15-jagere.

Bizar og opsigtsvækkende hændelse på alle måder.

Et fly af typen Q400 blev fredag aften lokal tid stjålet af en medarbejder fra det amerikanske regionale flyselskab Horizon Air, da det stod på en vedligeholdelsesplads på jorden i Seattle-Tacoma International Airport i delstaten Washington i det nordvestlige USA.

Propelflyet lettede og bevægede sig ind over South Puget Sound. Den eneste om bord var den ansatte hos Horizon Air. Flyvelederne kom i kontakt med manden, der sad bag rorpinden, mens det amerikanske luftvåben sendte to McDonnell Douglas F-15 Eagle-jagerfly af sted mod propelflyet.

Efter et stykke tid forulykkede flyet på Ketron Island cirka 40 kilometer sydvest for Seattle Tacoma International Airport. Den ansatte døde som den eneste ved styrtet.

Seksårigt fly
Flyet var en Bombardier Q400 med registreringen N449QX, der blev leveret til Horizon Air i juni 2012. Flyet har plads til 76 passagerer og har en nypris på 32 millioner dollars, hvilket svarer til omkring 210 millioner danske kroner.

Horizon Air er et datterselskab til Alaska Airlines Group, hvis koncernchef, Brad Tilden, i en erklæring udtaler sig om den bizarre hændelse.

”Der var en hændelse sent i går, der involverede uautoriseret operation af et af vores fly, der lettede fra Sea-Tac klokken 20 om aftenen,” siger han.

“Vi samler stadig fakta, men på dette tidspunkt forstår vi, at der kun var én person om bord. En medarbejder hos Horizon Air, der opererede flyet. Jeg vil gerne udtrykke, hvor utroligt triste alle os i Alaska Airlines er omkring denne hændelse.”

Styrtede i skovområde
Administrerende direktør i Horizon Air, Gary Beck, har også kommenteret på fredagens tragiske hændelse på den amerikanske vestkyst.

”Vores førsteprioritet er altid sikkerhed og pleje af vores ansatte og kunder. Vores hjerter er hos alle vores medarbejdere i Horizon Air, det større Alaska Airlines og familien til den involverede,” siger han.

“Horizon Airs Q400, som blev taget fra Sea-Tac, var ikke planlagt til at flyve på tidspunktet for hændelsen. Flyvekontrollen var i kontakt med personen under den korte flyvning, før flyet styrtede ned på Ketron Island cirka en time efter, at det forlod Sea-Tac. Ingen bebyggelser på jorden blev ramt ved styrtet.”

Hør flyvekontrollen kommunikere med den mand, der stjal flyet, i YouTube-videoen herunder:

Styrtet i Pierce County forårsagede stor ildebrand i et skovrigt område, men ingen af øens 20 beboere kom til skade ved hændelsen, skriver Seattle Times.

Koncernchef Brad Tilden fra Alaska Airlines Group oplyser, at man straks har iværksat et samarbejde med de amerikanske luftfartsmyndigheder (FAA), FBI og den amerikanske havarikommission (NTSA) for at opklare, hvordan den yderst opsigtsvækkende hændelse kunne finde sted.

Horizon Air råder over i alt 59 fly – herunder 44 Q400 og 15 Embraer 175. Det regionale flyselskab har 45 destinationer.

Herunder kan man via Twitter se en videoptagelse af flyet, der laver et såkaldt tønde-rul kort inden styrtet:

Relaterede artikler:

Storfusion i amerikansk luftfart

Mexicansk passagerfly styrtet ned i Cuba

Tre udlændinge blandt ofrene for russisk flystyrt