Peter Duffy er nu tidligere kommerciel direktør hos det britiske lavprisflyselskab easyJet. Foto: easyjet

Fyring på easyJets direktionsgang

EasyJets nye topchef, Johan Lundgren, har klare planer for lavprisflyselskabet, og efter kun to måneder i sædet har han fyret den kommercielle direktør, Peter Duffy.

Johan Lundgren, svensk statsborger, blev i december sidste år ansat som ny koncernchef hos easyJet, og blot to måneder efter sin tiltræden er han allerede i gang med at udføre sine visioner for det store britiske lavprisflyselskab, der er Europas næststørste.

Et af hans første skridt har været at nedlægge stillingen som Chief Commercial Officer – det, der på dansk kaldes kommerciel direktør. Dén stilling besad Peter Duffy, men Johan Lundgren har fundet stillingen overflødig.

Vil samle ansvarsområder
Nogle af opgaverne for den nu tidligere kommercielle direktør vil lande hos den nye stilling som flyselskabets datachef, der vil rapportere direkte til Johan Lundgren som øverste chef. Ansættelse til dén stilling begynder straks.

”Jeg besluttede, at jeg ville tage indtægter, finansiering og udbytte og placere dem under samme ansvar som flyplanlægning, fordi det skaber et mere holistisk syn på indtægten og øger planlægningskvaliteten,” siger Johan Lundgren ifølge ATW Online.

”Som en del af disse ændringer blev stillingen som kommerciel direktør overflødig. Som et resultat af dette har Peter Duffy forladt virksomheden. Jeg forventer ikke nogen andre bestyrelsesændringer.”

Peter Duffy var ansvarlig for flyselskabets indtægter, kunder, marketing og digitale aktiviteter. Han begyndte sin karriere hos easyJet i februar 2011 i stillingen som marketingdirektør. Før det havde han job som marketingdirektør for Audi i Storbritannien og marketingdirektør hos britiske Barclays.

EasyJet har vinder-strategi
Nye tider har således set dagens lys hos easyJet. Johan Lundgren viste dog ved sin ansættelse den 1. december 2017 stor begejstring for flyselskabets fundament i forhold til en ”klart vindende” strategi, som han udtrykte det.

EasyJets strategi handler blandt andet om stort fokus på omkostningsstyring og effektivitet. Både passagerer og medarbejdere er kernen i flyselskabets strategi, og Johan Lundgren er især begejstret for virksomhedens måde at engagere sine kunder.

Et robust europæisk kortdistance-netværk gavner på indtægtssiden, og streng prisregulering vil stadig være drivkraften for at sikre flyselskabets konkurrencemæssige fordele.

”Der er en god ramme og en stærk strategisk platform at bygge videre på, men alle virksomheder skal udvikle sig,” har Johan Lundgren tidligere sagt.

Vigtig data
Den nyoprettede stilling som easyJets datachef – Chief Data Officer – skal se på ”en halv million datapunkter”, som selskbet besidder, for stadig at kunne optimere og effektivisere. Johan Lundgren beskriver easyJets data som et ”stort aktiv”, der blandt andet skal være med til at øge indtægterne, skabe innovation og forbedre beslutningsprocesserne.

50-årige Johan Lundgren har været beskæftiget i rejsebranchen i over 30 år, og han har været ansat hos TUI Group i 12 år. Senest som vicekoncernchef og direktør for segmentet Mainstream Markets, indtil han fratrådte stillingen den 31. maj 2015.

 

Relaterede artikler:

Tdiligere svensk TUI-direktør ny topchef i easyJet

EasyJet i partnerskab med fire nye flyselskaber

EasyJet: Fårene skilles fra bukkene

EasyJet åbner endnu en Berlin-rute fra CPH

Norwegian og easyJet i langrute-samarbejde