GDS-system er blevet hacket

Det store amerikanske GDS-system Sabre er blevet hacket. Det vides endnu ikke, om hackerne har fået adgang til følsomme data fra bookinger, der repræsenterer en milliard rejsende om året.

Et af verdens største distributionssystemer for flyselskaber, hoteller samt andre virksomheder inden for rejsesektoren hedder Sabre. Det såkaldte GDS-system formidler 85.000 transaktioner i sekundet ved hjælp af 13.500 servere over hele verden. Hvert år foretager flere end en milliard rejsende reservationer gennem Sabre.

Det stiller naturligvis store krav til datasikkerheden, hvorfor det også har vakt stor opsigt, at en gruppe kinesiske hackere angiveligt har trængt ind i Sabre-systemet.

Sabre Corporation har over for det internationale nyhedsmedie Bloomberg bekræftet, at der for nylig var en indtrængen i selskabets systemer, mens American Airlines, der er en af Sabres største kunder bekræfter, at man er ved at undersøge, hvorvidt det er lykkedes hackere at trænge ind hos selskabet.

Episoden kommer blot få uger efter, at United Airlines kunne bekræfte, at hackere i slutningen af maj og det meste af juni måned havde haft adgang til flyselskabets systemer.

De seneste hændelser er det hidtil største hacker-angreb på USA´s rejseindustri.

Sabre oplyser i en erklæring, at “man for nylig fik kendskab til en hændelse om brud på cybersikkerheden“ og at man var i gang med at undersøge forholdene, men ikke var i stand til at sige, hvorvidt data var blevet stjålet, eller hvem der måtte være ansvarlig for dataindbruddet.

Mistænker Kina
Den amerikanske IT-sikkerhedsvirksomhed FireEye Inc. hævder, at det er en kinesisk hackergruppe, der står i spidsen for angrebene, som angiveligt også har ramt op imod 10 andre virksomheder siden 2013.

Det er samtidig kraftige indikationer af, at hacker-aktiviteten nyder opbakning fra den kinesiske stat, da det angiveligt handler om at indsamle efterretningsdata.

En repræsentant fra den kinesiske ambassade i Washington D.C. kalder beskydningerne for “ubegrundede“ og “bagstræberiske“.

“Den kinesiske regering og ansatte i dens institutioner vil aldrig beskæftige sig med cyber-angreb. Vi er kraftige modstandere af og bekæmper alle former for cyber-angreb,“ siger Zhu Haiquan, der er talsmand for Kinas ambassade i Washington D.C.