Gebyr for at downloade Ryanair-app

Ryanair melder sig nu i rækken af flyselskaber, der tilbyder kunderne en app, der skal gøre det lettere at bestille flybilletter. Men Ryanair lever fuldt ud op til sit image ved at opkræve et gebyr på 3 euro for download af app´en.

Fantasien kender ingen grænser, når det handler om at tjene penge på de op imod 80 mio. flypassagerer, der hvert år er ombord i Ryanairs fly.

For et ultra-lavprisflyselskab som Ryanair handler det om at kommercialisere alle de kontaktpunkter, der findes med kunderne, såvel før, under og efter rejsen.

Nu har Ryanair fundet et nyt indtægtsområde gennem lanceringen af en app til smartphones. Et produkt, som alle andre flyselskaber tilbyder som en naturlig og gratis service, således at kunderne kan finde oplysninger om produktet. Men hos Ryanair skal det koste penge.

For en pris af 3 euro svarende til 23 kroner er det nu muligt at downloade en Ryanair-app, hvor man kan bestille flybilletter, søge i fartplanen samt læse de seneste nyheder fra det irske lavprisflyselskab.

At der skal betales for app´en har da også allerede fået nogle brugerkommentarer med på vejen. En bruger kalder det “kriminelt“ at tage penge for noget, som alle andre flyselskaber leverer gratis som den største selvfølgelighed.

Forsinket præsentation
Ryanair-app´en blev ifølge Apple´s hjemmeside lanceret allerede den 13. marts i år, men hidtil har Ryanair ikke gjort nogen som helst reklame for den nye afsætningskanal.

Det skete dog på et pressemøde tirsdag i denne uge, hvor flere medier da også borede i, hvorforRyanair først var i markedet med løsningen nu, når den officielt har været tilgængelig i flere måneder. Men Ryanairs topchef Michael O´Leary affejede spørgsmålet med at forklare, at selskabet havde brugt tiden på at sikre kunderne billige billetter.

En af forklaringerne kan være, at tekniske vanskeligheder har betydet, at Ryanair ikke har ønsket officielt at lancere produktet, førend det har været fuldt færdigtestet. Ved en hurtig test af flere faciliteter i app´en viser det sig da også, at app´en kan låse, hvorefter man skal slukke for telefonen for at få den til at virke igen.

Det norske lavprisflyselskab Norwegian lancerede tidligere på sommeren en app, som det dog endnu ikke er muligt at bestiller flybilletter igennem. Derimod venter markedet med spænding på den app, som SAS vil lancere sidst på året. Det skandinaviske flyselskab er et af de eneste større europæiske selskaber, der endnu ikke har lanceret en app.