- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Genopstået flyselskab sætter kurs mod Kina

Det belgiske flyselskab VLM Airlines genopstod sidste år efter en konkurs, og nu lufter det lille selskab store ambitioner ved at satse på flyvninger til Kina.

For bare et år siden var det slet ikke sikkert, at VLM Airlines havde en fremtid. Det belgiske flyselskab gik konkurs, men i efteråret 2016 vendte selskabet tilbage på markedet omkring et halvt år efter konkursen. Og ambitionerne er til at føle på.

VLM Airlines ønsker – ifølge Travel Magazine – at åbne en rute mellem den belgiske hovedstad, Bruxelles, og den sydkinesiske by Shenzhen. Operationerne skal efter planen begynde i april 2018, og flyselskabet vil benytte en leaset Airbus A330-200. Det er ikke besluttet, om flyet skal afgå fra Bruxelles-Zaventem eller Bruxelles-Charleroi.

På sigt vil VLM Airlines, der har base i Antwerpen, ekspandere med langdistanceruter til fem andre kinesiske byer, men det er endnu uvist hvornår.

Endnu en europæisk rute
Det belgiske flyselskab er for nyligt kommet i besiddelse af tre operatørlicenser – såkaldte AOC’er (Air Operators Certificate). Der er tale om to belgiske og en slovensk. VLM Airlines opererer fra Bruxelles til London City Airport, og fra den 22. januar 2018 vil den schweiziske by Zürich også komme på ruteprogrammet med to daglige flyvninger. Ruterne bliver betjent med tre Fokker 50-fly og én Airbus A320-200.

Sidste år lykkedes det at genoplive VLM Airlines, da flyselskabets kuratorer fik solgt konkursboet til SHS Aviation, der er et hollandsk investeringsselskab med hollandske og kinesiske ejere. Og sidst i 2016 lykkedes det altså at få flyselskabet i luften.

Grundlæggeren af SHS Avitaion, Harm Prins, er ikke længere ved roret i selskabet, og ifølge kilder til Travel Magazine har han været tvunget til afgang. Dette angiveligt på grund af, at de kinesiske ejere ikke har kunnet forene sig med hans ledelsesstil, som har været ’for langsom, manglende visioner og ikke altid diplomatisk’.

Ny chef for VLM Airlines
Qiang Cui er repræsentant for de kinesiske investorer, der ejer omkring 40 procent af SHS Aviation. Han har været på jagt efter en ny administrerende direktør, og i tirsdags blev der sat navn på den nye chef. Det bliver Karl Rickard, der har haft flere ledende tekniske stillinger i blandt andet KLM, Luxair og Aer Lingus. Siden 2010 har han været administrerende direktør i det luxemburgske firma Power Jet Aviation.

Karl Rickard, administrerende direktør for VLM Airlines. (Foto: VLM)

”Jeg er glad for at komme ombord på et tidspunkt, hvor min forgænger Harm har lagt et godt fundament for fremtiden. VLM Airlines er nu klar til at udnytte sine aktiviteter, og vi vil begynde at forberede lanceringen af vores fremtidige langdistanceoperationer,” siger han i en pressemeddelelse fra flyselskabet.

VLM Airlines blev grundlagt i 1992, og flyselskabets første rute gik fra Antwerpen til London City Airport året efter. Før konkursen i 2016 opererede VLM Airlines nogle ruter for blandt andet CityJet og Flybe. Tidligere var det planen, at flyselskabet skulle købe nye russiske Sukhoi-jetfly, men i efteråret 2015 blev aftalen imidlertid annulleret.

Hvis VLM Airlines får indfriet forventningerne om en rute til Kina, kan flyselskabet få konkurrence på Asien-ruterne fra et andet belgisk selskab. Nystartede Air Belgium planlægger at flyve mellem Bruxelles-Zaventem og Hong Kong i det kommende år, og selskabet har også planer om ruter til Fastlandskina, hvis det lykkes at komme i luften.

 

Relaterede artikler:

Belgisk flyselskab genopstår med store ambitioner

Taxaportal lun på konkursramt flyselskab

Belgiere går konkurs

Belgisk flyselskab i økonomiske vanskeligheder

Hong Kong er første destination for Air Belgium