Gigantisk erstatningskrav fra Qatar Airways

Qatar Airways har besluttet at rejse et erstatningskrav på 3,4 mia. kroner overfor den tysk-emiratiske byggevirksomhed Lindner Depa Interiors som følge af forsinkelser ved etableringen af New Doha International Airport.

Det er ikke kun i den tyske hovedstad, at der verserer en lufthavnsskandale med forsinkelsen af den nye Berlin Brandenburg Airport.

I ørkenemiratet Qatar havde man set frem til at tage hul på den længe ventede udvidelse af lufthavnen i Doha. Første etape af New Doha International Airport (NDIA)skulle have været taget i brug i december måned, men projektet til 90 mia. kroner er blevet forsinket indtil anden halvdel af 2013.

Årsagen til forsinkelsen hævdes ifølge Qatar Airways at være forårsaget af manglende opfyldelse af en kontrakt indgået med det tysk-emiratiske joint-venture kaldet Lindner Depa Interiors (LDI). En kontrakt, der omhandlede indretningen af 19 lounges i New Doha International Airport til en værdi af 1,4 mia. kroner.

“Vi er meget skuffede over, at LDI ikke er blevet færdige med projektet til tiden, hvilket har medført en forsinkelse af åbningen af New Doha International Airport med næsten et år. Som flyselskab er vi hårdt ramt af forsinkelsen, da det påvirker vores ekspansionsplaner og fremfor alt forårsager ulempe for vores passagerer. Det betyder også store tab af indtægter for vores selskab og datterselskaber,“ udtaler Akbar Al Baker, der er koncernchef i Qatar Airways.

Gigantisk erstatningskrav
Som konsekvens af forsinkelsen har Qatar Airways valgt at rejse et erstatningskrav på 600 mio. dollars, eller godt 3,4 mia. kroner overfor Lindner Depa Interiors.

Ifølge Qatar Airways er den nuværende lufthavn udnyttet til bristepunktet, hvorfor vækstmulighederne er begrænsede. Herudover betyder forsinkelsen store tab i datterselskaber indenfor taxfree, restauranter og ground handling.

Hos Lindner Depa Interiors tager man truslernefra Qatar Airways med ophøjet ro. I en pressemeddelelse skriver LDI, at man aldrig har haft en kontrakt eller nogen form for samarbejde med Qatar Airways. Alle aftaler er indgået med New Doha International Airport (NDIA).

Herudover hævder LDI, at påstandene fra Qatar Airways er forkerte og uden hold i virkeligheden. Ifølge LDI blev man nægtet adgang til projektsitet i de første ni måneder af den 16 måneder lange projektperiode. Denne forsinkelse i kombination med, at NDIA ikke ville betale ekstra omkostninger i forbindelse med nye projektkrav, betød at arbejdet ikke kunne påbegyndes som planlagt, hvilket har medført forsinkelsen.

LDI meddeler, at man har søgt juridisk bistand som følge af den skade som Qatar Airways har påført selskabet med sine “forkerte og misvisende“ informationer.