Air Mediterranean Boeing 737-400 - SX-MAH (Foto: Alex Maras)

Græsk flyselskab til Skandinavien med SAS-fly

Det nyetablerede græske flyselskab Air Mediterranean åbner en rute til Skandinavien med tidligere Boeing 737-400 fly fra SAS.

Det er blot ni måneder siden, at det nyetablerede græske flyselskab Air Mediterranean Airlines fik sin driftstilladelse, og i begyndelsen af november er selskabet klar med den første rute til Skandinavien.

Torsdag den 2. november åbnes således en rute mellem Athen-Eleftherios Venizelos International Airport og Stockholm-Arlanda. Ruten er planlagt til at have fire ugentlige afgange, der er lagt fra torsdage til og med søndage.

Det græske flyselskab benytter ældre Boeing 737-400 til at gennemføre den næsten fire timer lange flyvning mellem de to hovedstæder.

Et lille kuriosum er det forhold, at det ene af  selskabets foreløbigt to fly oprindeligt blev leveret til SAS for 27 år siden. Det er flyet med registreringen SX-MAH, der 18. maj 1990 blev købt af norske Braathens SAFE og blev døbt Hakon V. Magnusson og indregistreret som LN-BRE. Tolv år senere blev Braathens overtaget af SAS, og flyet var efterfølgende beskæftiget hos SAS frem til december 2013.

Hub til Mellemøsten og Afrika
I den svenske hovedstadslufthavn er der glæde over, at det er lykkedes at tiltrække et nyt selskab til Stockholm. Ifølge den svenske lufthavnsoperatør Swedavia, der driver Arlanda-lufthavnen, er antallet af rejsende mellem Stockholm og Athen øget med 68 procent i løbet af de seneste fire år, hvilket nogenlunde svarer til stigningstaksten i den indsatte kapacitet.

Hos Air Mediterranean ser man umiddelbart ikke så mange muligheder i den lokale trafik, men i stedet peges der på mulighederne ved at benytte Athen som hub og derfra flyve videre til Mellemøsten og Afrika.

“Det glæder os at kunne lancere vores første ruter, inklusive en til Stockholm, fra vores nye base i Athen. Vi ser frem til at tilbyde attraktive forbindelser for passagerer og fragt i Europa, Mellemøsten og Afrika med Athen som et centralt og strategisk placeret hub,” siger Fadi-Ilias Challak, der er administrerende direktør for Air Mediterranean.

Fra Athen er det muligt at flyve videre med det græske flyselskab til Baghdad, Casablanca, Erbil, Jeddah og Khartoum, hvilket kunne tyde på, at grækerne satser på etnisk trafik via Athen.

Tre konkurrenter
Indtil videre har Air Mediterranean udsigt til at skulle konkurrere med tre andre flyselskaber, hvad angår den lokale trafik mellem Athen og Stockholm, og med en rutestart ved indledningen til lavsæsonen kan det godt blive en stor udfordring.

SAS flyver således tre gange om ugen mellem Stockholm og Athen, mens det græske Star Alliance-selskab Aegean Airlines tager sig af to andre ugentlige afgange. Endelig flyver Norwegian en gang ugentligt mellem Stockholm og Athen.

 

Relaterede artikler:

Nyt selskab på Athen-rute fra CPH

Billund får Athen-rute

Aegean vokser trods græsk krise

x

Læs Også

Græsk Star Alliance-selskab øger til CPH

Aegean Airlines vil i sommertrafikprogrammet 2017 øge med 28 procent på ruten mellem Athen og Købehavn, der flyves i konkurrence med SAS og Norwegian.

Hundredvis af flyvninger til og fra Grækenland aflyst

Fra midnat natten mellem lørdag og søndag vil de græske flyveledere indlede den første af to 48 timers strejker, og flyselskaberne har aflyst flere hundrede flyvninger.

Flyvelederstrejke afblæst i sidste øjeblik (opd.)

Ferien er reddet for 3.000 danskere, der skal på tidlig efterårsferie i Grækenland, og ligeså mange kan nu alligevel komme hjem fra ferien.

Singapore Airlines’ lavprisdatter kommer til Europa

Singapore Airlines' datterselskab Scoot, der tager sig af lavprisflyvninger på lange distancer, åbner sin første Europa-rute næste år.

Lufthansa flyver nu onestop til Israel

Lufthansa har valgt at operere aftenafgangen til Tel Aviv via Athen. Derimod flyver SAS og Norwegian stadig direkte til den israelske storby.

SAS opsiger aftale med samarbejdspartner

SAS har med øjeblikkelig virkning opsagt codeshare-aftalen med Star Alliance-partneren Aegean Airlines på ruten mellem København og Athen.