Græsk flyvelederstrejke aflyst

De græske flyveledere havde varslet en strejke, der skulle finde sted i den kommende weekend. Torsdag blev strejken kendt ulovlig af den græske regering.

En varslet strejke hos de græske flyveledere organiseret i GACTA (Greek Air Traffic Controller Association) er blevet aflyst i sidste øjeblik.

Strejken skulle have fundet sted lørdag den 4. oktober og søndag den 5. oktober og var udset til at forstyrre flytrafikken i det sydøstlige Europa.

Torsdag formiddag er strejken tilsyneladende kendt ulovlig.

“Vi kan oplyse, at ifølge den græske presse i dag er flyvelederstrejken dømt ulovlig, hvorfor flytrafikken ikke menes at ville blive ramt den 4. og 5. oktober,“ skriver den Den Danske Ambassade i Athen.

Vil klage til Europa-Parlamentet
De græske flyveledere havde varslet strejken i protest mod en ministeriel afgørelse, der vil give den græske stats gældskontor adgang til lufthavnsafgifterne.

Flyveledernes fagforening frygter, at staten pønser på at bruge dele af lufthavnsafgifterne til at dække det store finansielle underskud i Grækenland frem for at bruge pengene på at øge flyvesikkerheden.

GACTA har meddelt, at de vil rejse sagen i Europa-Parlamentet.