Græsk økonomisk krise får ikke turisterne til at blive væk

De økonomiske indenrigskrise i Grækenland skræmmer ikke turisterne væk. Tværtimod er der mulighed for at få noget mere for pengene på de lokale restauranter. Apollo mener, at de græske øer er mere populære end nogensinde før.

Der er gang i salget af rejser til Grækenland trods den økonomiske krise i det populære ferieland. Således fortæller rejsearrangøren Apollo, at der siden jul dagligt er solgt to fyldte fly til Grækenland med afrejse hen over sommeren fra danske lufthavne.

“Bemærkelsesværdigt er det, at det i særdeleshed er de små græske perler, der trækker i danskerne i år. På nuværende tidspunkt ligger øer som Santorini, Thassos og Skiathos 30 – 40 % over sidste års salgsniveau. Danskerne ønsker efter et turbulent finanskriseår ro, fred og autencitet på deres sommerrejse, dette kombineret med sol, varme og god græsk mad. Netop den cocktail fås på de små græske øer. Herudover har mange danskere allerede flere gange oplevet sommerlivet på Kreta, Rhodos og Kos, og vil nu øge kendskabet til det græske øhav”, fortæller Jan Lockhart., der er administrerende direktør i Apollo.

Den aktuelle økonomiske krise i Grækenland vil ikke i første omgang føre til billigere rejser. Kontrakter med hotellerne for denne sæson er forlængst afsluttet. Men opholdsomkostningerne kan risikere at blive noget lavere.

“Med landets økonomiske situation harGrækenland formentligt mere end nogen sinde brug for turister. Derfor vil konkurrencen på for eksempel restauranter sandsynligvis medføre lavere priser allerede den kommende sommer,“ vurdrerer salgsdirektør Stig Elling fra Star Tour ifølge Ritzau.

Stig Elling forventer, at den græske krise vil gøre græske hotelejere mere forhandlingsvillige i forhold til sommeren 2011. Så måske er der allerede næste år billigere rejser på vej til de mange, der foretrækker Grækenland som rejsemål.

Foto: Santorini er en af de øer, der ligger 30 – 40 % over sidste års salgsniveau hos Apollo.