Græsk Star-selskab i stormvejr

Den økonomiske tumult i Grækenland går hårdt ud over landets største flyselskab, Star Alliance-medlemmet Aegean Airlines.

Efter at Grækenlands nationale luftfartsselskab, Olympic Airlines, lukkede og slukkede i 2009, er det gået over stok og sten for Aegean Airlines, der blev skabt i 1987 og i dag er Grækenlands største flyselskab. Medlemsskab af Star Alliance i 2010 og kontinuerlig ekspansion med nye ruter og flere frekvenser. Alene i første halvår af 2015 åbnede selskabet 10 nye ruter og øgede sin kapacitet med 22 procent.

Men nu lider flyselskabet hårdt i kølvandet på den økonomiske tumult, som hele det græske samfund er kastet ud i i øjeblikket. Det skriver Air Transport World.

Svært at betale
Antallet af bookinger er faldet dramatisk. Både fordi erhvervslivet i Grækenland er gået ned i omdrejninger mens alle holder vejret og ser hvad der sker med landet, hvor bankerne er lukket og et stort flertal i søndags stemte nej til en EU-redningspakke.

Men også fordi grækerne kun kan hæve og overføre meget små pengebeløb. Det er således ganske enkelt svært for grækerne at betale for flybilletter.

”Bread and butter”
Udenlandske flyselskaber, der flyver til og fra Grækenland, har slet ikke de samme udfordringer, da der i mange tilfælde er tale om flyvninger med turister og chartergæster. Men for Aegean Airlines er ”bread and butter” forretningsrejsende til og fra Grækenland samt indenrigsflyvning mellem de største græske byer.

Aegean Airlines råder over 44 Airbus A319, A320 og A321-fly. Derudover har datterselskabet Olympic Air 14 fly. Selskabet flyver i sommersæsonen fire gange ugentligt mellem Athen og København samt en gang ugentligt mellem Kreta og København.