Græsk strejketrussel skaber usikkerhed

Græske flyveledere truer med at strejke igen i morgen og lørdag. Det kan få store konsekvenser for især charterflytrafikken.

De gjorde det onsdag i sidste uge. Og nu planlægger de græske flyveledere at gøre det igen i morgen og lørdag. Strejke. Strejke fordi de ønsker at deres arbejdsgiver, den græske flyvekontrolmyndighed, bør restruktureres. I stedet bør der etableres en uafhængig flyvekontrolmyndighed, som følger EU’s regler, mener Greek Air Traffic Controllers Association (GATCA).

Den fire timer lange strejke onsdag i sidste uge medførte 22 flyaflysninger og 173 forsinkede flyvninger alene i Athen. Strejken omfattede alle større græske lufthavne. En strejke fredag og lørdag må forventes at have langt større negativ indvirkning på flytrafikken til og fra Grækenland. Dels fordi varigheden af strejken bliver væsentlig længere. Dels fordi fredag og lørdag er de to største dage på ugen, når det kommer til mængden af charterflyvninger til og fra Grækenland.

Ikke okay
Hos sammenslutningen af europæiske regionalflyselskaber mener man ikke, at en strejke er det rigtige våben at anvende.

”GATCA’s motiver kan være gode. Men at opnå det man stræber efter ved hjælp af strejker. Det er ikke okay,” siger Simon McNamara fra European Regions Airline Association (ERA).

De græske flyvelederes strejker kommer i kølvandet på lignende strejker hos blandt andet franske og spanske flyveledere. Hos ERA er man ved at være godt trætte af flyveledernes strejker.

Ifølge EU-forordning 261 om passagerrettigheder, så er flyselskaber forpligtet til at betale for forplejning og bistå passagererne i forbindelse med enhver forstyrrelse af flytrafikken. Påtrods af det faktum, at omstændighederne er uden for deres kontrol.

“Europas flyselskaber og passagerer lider fortsat i hænderne på flyvelederne, som griber til uhensigtsmæssige faglige aktioner uden at bekymre sig for konsekvenserne for passagerer og flyselskaber, mennesker og forretning,“ understreger Simon McNamara.