- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Gran Canaria ny vinterdestination for Atlantic Airways

I det kommende vintertrafikprogram vil Atlantic Airways flyve til Las Palmas på Gran Canaria.

Verden er blevet åbnet for de knap 50.000 indbyggere på Færøerne siden Atlantic Airways i marts 2012 fil leveret et helt nyt Airbus A319-fly. I de senere år er destinationer som Milano, Barcelona, Rom, Palma de Mallorca, Cagliari (Sardinien) og Chania (Kreta) blevet tilgængelige direkte fra Vágar Airport.

I det kommende vintertrafikprogram vil Atlantic Airways tilbyde Las Palmas på Gran Canaria som ny destination. Indtil videre har det færøske flyselskab planlagt fem returflyvninger fra den 17. december og frem til 21. januar 2017.

Flyvetiden bliver fem timer og 15 minutter, hvilket dog ikke er nok til at at udfordre den maksimale rækkevidde for A319-100 flyet. Der er mere end 3.800 kilometer fra Vágar til Las Palmas, og den maksimale rækkevidde for A319-flyet er på 5.984 kilometer i 144-sæders versionen.

Kan flyve til New York
Da Atlantic Airways fik overdraget A319-flyet den 22. marts 2012 i Hamborg holdt den daværende lagmand Kaj Leo Johannesen en tal, hvori han fremhævede de nye muligheder, der bød sig med Airbus-flyet.

“Airbus A319-flyet er et vigtigt gennembrud for Færøerne og bringer nye muligheder til det færøske samfund. Vi kan nu flyve nonstop til hele Europa samt over Atlanten. Vi kan flyve til Barcelona og til New York,“ sagde Kaj Leo Johannesen ved overdragelsesceremonien.

Rent faktisk kan der flyves direkte nonstop fra Færøerne til USA´s østkyst. Fra Vágar Lufthavn til New York er der en afstand på ca. 3.070 miles eller godt 4.940 kilometer.

Indtil videre må færingerne dog nøjes med Gran Canaria og middelhavsdestinationerne, men med leveringen af et helt nyt Airbus A320-fly i december måned kan der åbne sig en mulighed for at debutere på en USA-rute.

Atlantic Airways har opdelt sit rutenetværk i tre segmenter, henholdsvis Nord-ruterne, Danmarks-ruterne og sol-ruterne. Sol-ruterne omfatter sydeuropæiske destinationer som Kreta, Barcelona og Mallorca samt Gran Canaria i vinterhalvåret. Samlet bliver det til 40 afgange om ugen fra Vágar Lufthavn i sommerhalvåret samt omkring det halve i vintermånederne.