- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Greenland Express opgiver at komme i luften

Det bliver ikke i 2015, at Greenland Express kommer på vingerne. Det virtuelle flyselskab har endnu engang aflyst flyvningerne, og denne gang er det for resten af året.

Iværksætterprojektet Greenland Express Air har nu kastet håndklædet i ringen for så vidt angår flyvninger i 2015. Fire startdatoer har der været annonceret på flyvningerne fra Billund til Grønland, og alle fire gange har kunderne fået den nedslående meddelelse, at flyvningerne var udskudt.

Med den seneste meddelelse er det blevet klart, at projektet endegyldigt er blevet et luftkastel.

“Det er med stor beklagelse, at vi desværre ser os nødsaget til at aflyse samtlige flyafgange mellem Danmark og Grønland resten af 2015. Dette betyder desværre, at vi ikke kan levere den transportydelse, du har købt hos os,“ skriver Greenland Express til kunderne og på selskabets hjemmeside.

Herudover præciseres det, at indbetale beløb snarest muligt vil blive refunderet fra banker og kreditkortselskaber.

Der følger ingen forklaring med til kunderne, om årsagen til, at Greenland Express ikke har kunnet få et fly på vingerne trods gentagne optimistiske udmeldinger.

“Vi arbejder på at skabe varige løsninger på de udfordringer, som forhindrer os i at flyve vort ruteprogram i år. Så snart disse udfordringer er overkommet, vender vi tilbage med en uddybende forklaring,“ hedder det fra selskabet.

Intet regnskab offentliggjort
Årets første afgang fra Billund til Grønland var planlagt til den 2. juli. Sidenhen blev startdatoen udsat til henholdsvis den 14. juli, 27. juli og 17. august.

Årsagen til, at Greenland Express ikke kom på vingerne allerede i juli var angiveligt, at myndighedstilladelserne trak ud. Sidenhen viste det sig tillige, at en kontrakt med det bulgarske flyselskab BH Air var blevet annulleret af bulgarerne, da forudbetalingen af flyvningerne ikke kom til tiden.

I midten af juli måned meddelte Greenland Express, at man havde fået kapitalfonden Würban Group som investor. Ifølge Greenland Express havde Würban Group overtaget 35 procent af anparterne i selskabet, der var stiftet med en oprindelig anpartskapital på 80.000 kroner.

Første regnskabsår i Greenland Express Air ApS omfattede perioden fra 18. juli 2013 frem til 31. december 2014. I skrivende stund har Erhvervsstyrelsen endnu ikke offentliggjort en årsrapport, der ifølge lovgivningen skulle have været styrelsen i hænde senest fem måneder efter afslutningen af regnskabsåret.

Det har ikke været muligt at træffe administrerende direktør Gert Brask for en kommentar til, hvorfor Greenland Express ikke kan gennemføre de planlagte flyvninger.

Foto: Greenland Express gennemførte i 2014 få flyvninger til Grønland med et indlejet Fokker-fly fra hollandske Denim Air. Sidenhen er det ikke lykkedes at komme i luften igen.