Halv pris til Europa

Ifølge seneste udgave af Dansk Flyprisindex er billetpriserne til 10 europæiske storbyer halveret på mindre end seks måneder.

Aldrig har det været billigere at flyve! Dette udsagn har man hørt mange gange i løbet af 2009, men det ser ud til at fortsætte i 2010. Et pristjek foretaget af rejsesøgemaskinen travelmarket.dk viser, at billetpriserne er halveret fra august måned 2009 og frem til januar 2010.

Pristjekket er foretaget som en del af Dansk Flyprisindex, der publiceres hver måned af travelmarket.dk.

Ifølge den seneste udgave af prisindexet er gennemsnitsprisen på en returbillet til 10 europæiske hovedstæder kommet under den magiske grænse på 500 kroner. I rejseuge 4 fra den 25. – 31. januar 2010 er gennemsnitsprisen således 467 kroner.

Og ifølge Travelmarket.dk er det ikke alene lavsæsonen, der spiller ind. En markant overkapacitet på ruter ud af Københavns Lufthavn, har placeret lufthavnen på landkortet som Nordeuropas billigste flycentrum.

Men det er ikke kun prisniveauet på selskaber fra Københavns Lufthavn, der er faldende. Aalborg Lufthavn kan også notere sig et fald i gennemsnitspriserne på 45 %, mens priserne ud af Billund er faldet mere beskedent på et niveau omkring 20 %.