Hawaii-rute fra Oslo på tegnebrættet

Oslo Lufthavn og Norwegian er i dialog med turistmyndighederne på Hawaii om at åbne en direkte rute fra Oslo til Honolulu. Hos Norwegian har man dog ingen umiddelbare ruteplaner.

Oslos Gardermoen kunne gå hen og blive Europas eneste lufthavn med direkte forbindelse til Honolulu på Hawaii i Stillehavet. I hvert fald hvis det står til turistmyndighederne på Hawaii.

Hawaii Tourism Authority (HTA) luftede i sidste uge planerne i de lokale medier. Her fortalte David Uchiyama, HTA’s vice præsident for brand management, at man var i dialog med Oslo Gardermoen Lufthavnen om en rute mellem Honolulu og Oslo. En rute, som skal betjenes af Norwegian med selskabets Boeing 787 Dreamliner-fly.

Hos Oslo Lufthavn bekræfter man dialogen med turistmyndighederne på Stillehavsøerne.

”Hawaii turistkontor havde en chat med os ved World Routes hvor en rute var et af temaerne. I øjeblikket er der intet konkret, men en interessant samtale,” siger Joachim Westher Andersen, medieansvarlig i Oslo Lufthavn, til CHECK-IN.dk.

Ingen planer
Samme toner lyder fra Norwegian.

”Norwegian deltog fornylig i den internationale Routes-konference i Chicago. Der mødtes vi med omkring 150 repræsentanter fra lufthavne og turismemyndigheder fra mange forskellige lande og regioner, herunder repræsentanter fra Hawaii,” siger Lasse Sandaker-Nielsen, informationschef i Norwegian, til CHECK-IN.dk.

Han understreger dog også, at selskabet ikke umiddelbart har en Hawaii-rute på tegnebrættet.

”Der er ingen tvivl om, at Hawaii er en populær destination. Men vi har ingen umiddelbare planer om at lancere direkte flyvninger med Dreamliner mellem Skandinavien og Hawaii, fastslår Lasse Sandaker-Nielsen.