- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Hellere internet end peanuts

Mange passagerer vil hellere have internetforbindelse end aviser og peanuts ombord på flyet. Og de forventer at få det gratis.

Mere end 20 flyselskaber tilbyder i dag, at passagererne kan surfe gratis på internettet ombord på flyet, når flyet surfer på skyerne i ti kilometers højde. Og indenfor de næste fem år vil det være mere end fordoblet. Det vurderer SITA OnAir, der hjælper flyselskaber med etablere trådløst internet i fly.

Kunderne efterspørger det nemlig i stor stil. Mange af dem skal bare have internetadgang overalt og hele tiden.

En undersøgelse i USA viste, at 60 procent af befolkningen ikke kan gå uden Wi-Fi i mere end en dag. 39 procent vil ofre kaffe og 43 procent vil opgive chokolade til gengæld for Wi-Fi-adgang.

”Flyselskaber skal derfor tænke grundigt over hvad de tilbyder af inflight-bekvemmeligheder. Aviser og jordnødder bruges ofte til at holde passagererne glade. Men tingene har ændret sig, og den nye generation af passagerer foretrækker at få adgang til sociale medier i stedet,” vurderer François Rodriguez, strategi- og marketingdirektør i SITA.

Vil ikke betale for det
Ifølge en undersøgelse, som SITA har lavet, så gør det en stor forskel for passagererne, om det er gratis eller koster penge at bruge det trådløse internet i flyet. For selvom man er afhængig af at kunne være online hele tiden, så har kunderne også vænnet sig til ikke at betale for det.

“Udnyttelsesgraden stiger med op til ti gange når flyselskaber giver gratis inflight Wi-Fi. Passagerer vil gerne have inflight-forbindelse, men meget få forventer at skulle betale for det,“ siger François Rodriguez.

Wi-Fi-forbindelsen kan sagtens bruges til andet end at forbinde passagererne med omverdenen uden for flyet. Den kan også bruges inde i flyet. For eksempel til at passagererne kan kontakte kabinepersonalet og over internettet bestille mad og drikke.

Gået all-in
Med fremkomsten af smartphones og tablets har næsten alle flypassagerer i dag en eller anden form for elektronisk kommunikationsapparat i lommen eller tasken, når de går ombord på et fly. Ifølge SITA’s undersøgelse, så har 97 procent af alle passagerer et personligt elektronisk apparat. 81 procent har en smartphone med og 43 procent har pakket en tablet ned i håndbagagen. Samme antal har puttet en bærbar computer i tasken.

Endelig er der de, som er gået all-in på medbragt elektronik og både medbringer smartphone, tablet og en bærbar computer.