Helsinki tager teten med ny teknologi

Med ny teknologi, der skal give flyene en mere smidig vej gennem lufthavnen, vil Helsinki Lufthavn distancere sig fra Københavns Lufhavn. Danskerne er dog lige i hælene.

I tirsdags indførte Helsinki Lufthavn de såkaldte CDM-procedurer, som skal gøre flyenes vej fra landingsbanerne ind til terminalerne og ud til startbanerne igen, så smidig som mulig og med så få stop undervejs som mulig.

CDM står for collaborative decision making, og det er med til at forbedre kommunikationen mellem de forskellige aktører i lufthavnen og give et tættere samarbejde om at få afviklet flytrafikken glidende.

De rejsende oplever den nye procedure, når flyet forlader gaten i Helsinki. Tidligere taxiede flyene ofte væk fra terminalerne inden de havde fået starttilladelse og holdt ofte i kø i adskillige minutter med motorerne kørende. CDM-procedurerne gør det muligt at vente ved gaten med motorerne slukket. Først når der er fri bane hele vejen ud og op i luften, får flyet tilladelse til at starte motorerne, taxie ud til banen og lette.

Planlægge bedre
CDM giver mere præcise og aktuelle oplysninger til støtte for beslutningsprocessen vedrørende take-off og landing af et fly og forbedrer forudsigeligheden af ​​lufttrafikken. Det er til gavn for både luftfartsselskaberne, lufthavnen, flyvelederne og handlingselskaberne. Alle kan de bedre planlægge hvornår de skal være klar til at løfte deres opgave.

“Øget forudsigelighed tillader, at forskellige operatører kan planlægge deres aktiviteter bedre, hvilket forbedrer effektiviteten og giver besparelser. Den kombinerede indsats af mange aktører er nødvendig for at sikre en smidig og effektiv transit gennem lufthavnen. Jo bedre koordination mellem operatørerne, jo højere bliver kvaliteten og effektiviteten af ​​den samlede service i lufthavnen, “siger CDM-projektleder Timo Suorto fra Finavia, der står for driften af Helsinki Lufthavn.

Kortere taxiing og mindre ventetid med motorerne i tomgang vil desuden reducere brændstofforbruget og CO2-udledningen.

Skille sig ud fra konkurrenterne
For Helsinki Lufthavn og Finavia handler det dog ikke kun om at gøre den daglige operation nemmere. Det handler også om at kunne tilbyde fordele til luftfartsselskaberne, som de konkurrerende lufthavne ikke kan tilbyde.

”For at fastholde sin førerposition, skal Helsinki Lufthavn skille sig ud fra sine europæiske konkurrenter i både effektivitet og tilbuddet af services. CDM procedurerne har en positiv effekt på vores position som en populær transitlufthavn, “siger lufthavnsdirektør Ville Haapasaari fra Helsinki Lufthavn.

Helsinkis største konkurrent i kampen om at være det førende trafikknudepunkt i Norden, Københavns Lufthavn, har også planer om at kunne tilbyde CDM.

”Vi er i fuld gang med at implementere CDM og forventer at være på plads om 18 til 24 måneder,” forklarer pressechef Søren Hedegaard Nielsen fra Københavns Lufthavn.

Store europæiske lufthavne som Frankfurt, London Heathrow, Paris Charles de Gaulle, Bruxelles og München bruger allerede i dag CDM-procedurerne.