Hemmeligt flyselskab bestiller 45 fly

Et ukendt flyselskab har i juli måned bestilt 45 nye fly i Airbus A320-serien.

Airbus Industrie har netop offentliggjort ordrebogen efter udgangen af juli måned.

Heraf fremgår det, at et ukendt flyselskab har bestilt i alt 45 fly i A320-serien. En ordre der har en værdi på 25,6 mia. kroner i henhold til gældende listepriser.

Den ukendte kunde har bestilt 17 fly af typen A320ceo, 21 A320neo og syv A321neo.

Ifølge den officielle prisliste koster standardversionen A320ceo 93,9 mio. dollars per styk svarende til 523 mio. danske kroner.Vil man have et A320neo fly skal man betale, hvad der svarer til 573 mio. kroner. Den noget større A321neo model løber op i 120,5 mio. dollars, hvilket svarer til 671 mio. kroner.

Ordrebog til ni års arbejde
Ved udgangen af juli måned havde Airbus Industrie år til dato fået faste ordrer på 705 jetfly.

Juli måned blev præget af store ordrer fra flyleasingvirksomheder. SMBC Aviation Capital bestilte 110 A320neo og fem A320ceo. Hong Kong Aviation Capital lagde billet ind på 40 styk A320neo og 30 A321neo, mens Air Lease Corporation satte sig på 60 A320neo og AerCap kunne nøjes med 50 A320neo.

British Airways bestilte 20 mellemdistancefly fra Airbus i juli måned. Det var 13 A320neo samt syv A321 neo, mens japanske ANA Holdings valgte at sikre sig 23 A321neo og syv A320neo.

Samlet har Airbus Industrie 5.912 fly i ordrebogen, hvilket svarer til mellem otte og ni års produktionskapacitet.