Hifly skal flyve for SAS

I en kort periode i løbet af september måned skal portugisiske Hifly flyve for SAS mellem København og New York med et to-klasses Airbus A340-500 fly. Her er der inflight-bar om bord på flyet.

Da leveringen af det første af de fire nye Airbus A330 Enhanced fly til SAS er blevet forsinket, har SAS været tvunget til at indleje kapacitet fra en ekstern operatør for en periode i løbet af september måned.

Hos portugisiske Hifly, der også flyver hyppigt for Norwegian, har SAS fundet et nyere Airbus A340-500 fly, der vil blive indsat på ruten mellem København og New York-Newark på aftenafgangen SK901/902. Hifly-flyet vil flyve for SAS fra den 15. september til og med 25. september, hvilket bliver i alt ni returflyvninger.

“Vi indlejer fra Hifly for at dække ind på den produktion, som den forsinkede levering af Airbus A330E-flyet påvirker,“ bekræfter pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Airbus A340-flyet med registreringen CS-TFX blev oprindeligt bygget i 2007 til det indiske flyselskab Kingfisher Airlines, men på grund af økonomiske problemer måtte det nu lukkede flyselskab afbestille ordren. I stedet kunne Hifly overtage flyet i 2009 og lejede det straks ud til nigerianske Arik Air på en såkaldt damp-lease aftale..

Hos Arik Air var flyet beskæftiget i seks år, indtil det i foråret 2015 blev beslaglagt i London-Heathrow lufthavnen, da Arik Air ikke havde overholdt betalingerne til Hifly. Få uger forinden var Airbus A340-flyet også kommet i mediernes søgelys, da man i et af flyets hjulbrønde før en afgang fra Lagos til New York fandt en afdød mand, der havde håbet at kunne tage turen over Atlanten som blind passager.

Inflight-bar på begge klasser
SAS-passagererne kan dog se frem til at skulle flyve med det tidligere Arik Air-fly frem og tilbage til New York. Flyet er indrettet, som det blev tilbageleveret fra Arik Air, hvilket vil sige med en Business Class med 36 sæder og 201 sæder på Economy Class.

SAS meddeler, at passagerer der oprindeligt har købt billet til Economy Plus på prisklasserne Y,S,B og P vil blive opgraderet til Business Class.

På Business Class kan passagererne nyde godt af lie-flat beds og 17 tommer skærme tilkoblet IFE-systemet. Der er god benplads med 78 tommer mellem sæderækkerne, og på Economy Class er der mellem 33 og 34 tommers afstand afhængig af placering i flyet.På begge klasser er der en inflight-bar i et rekreativt område.

Airbus A340-500 flyet fra Hifly er således en fuldgod erstatning for de op til 14 år gamle A340-fly, som SAS venter på at få opgraderet. Men mange vil nok blive overrasket over at bestille billet hos SAS og træde om bord i et fly, hvor sædepolstringen er postkasserød, og tæpperne på kabinegulvet kunne være taget direkte ud af en eksotisk natklub.