Hver anden vil være fri for børn

Mere end halvdelen af svenske charterrejsende går ind for børnefri zoner på længere flyvninger. Tolerancen overfor børn er størst blandt de ældste rejsende.

Ingen danske eller skandinaviske flyselskaber har endnu gjort alvor af at indrette sine fly med børnefri zoner. Men hvis det stod til et repræsentativt udsnit af svenske charterrejsende, så måtte de gerne se at få det gjort.

Således mener 52 procent, at der bør være børnefri zoner på flyene, hvis flyvetiden er mere end syv timer. Det viser en undersøgelse lavet af det svenske meningsmålingsinstitut Novus Opinion. Instituttet har interviewet mere end 1.000 svenske charterrejsende.

Villige til at betale
Tolerancen overfor børn på flyet er mindst hos de, der for kortest tid siden selv var børn. Således går 61 procent af de 18 til 29 årige ind for børnefri zoner. 17 procent af den unge generation hævder ligefrem, at de er villige til at betale op til 500 svenske kroner for helt at undgå børn i nærheden af dem på flyveturen til Thailand, Caribien eller lignende.

Størst tolerance overfor de små medrejsende finder man ifølge undersøgelsen hos bedsteforældregenerationen over 65 år. Her er det kun 44 procent, der efterspørger zoner uden børn.

Hos TUIFly Nordic har man eksperimenteret med at samle børnefamilier på fire-fem rækker, men de fire-fem meter løser ikke støjproblemet for gæsterne på de nærmeste rækker. Samtidig er koncentrationen af børn ikke optimal for arbejdsgangen for kabinepersonalet, idet børn ofte søger ud i midtergangene.

Charterarrangørerne har de senere år oplevet stigende efterspørgsel efter børnefri-hoteller.

Foto: Thomas Cook Airlines Scandinavia.