I alt 20 strejkedage annonceret hos British Airways

Den britiske fagforening Unite fortsætter sin konfrontationskurs overfor British Airways. Nu er der varslet i alt 20 strejkedage gennem fire perioder i maj og juni måned. Noget tyder på, at det endelige opgør mellem den magtfulde fagforening og flyselskabet er på vej.

Rækken af strejker hos British Airways ser ud til at fortsætte. Kabinepersonalet hos British Airways har netop varslet i alt 20 strejkedage i løbet af maj og juni måned.

Det skete efter en afstemning i sidste uge, hvor knapt 7.000 af i alt 12.000 kabineansatte valgte at afvise detforslag til nye løn- og ansættelsesvilkår, som British Airways endnu engang har fremsat efter mere end 14 måneders forhandling.

Nu har kabinepersonalet i stedet varslet strejker i følgende perioder (alle dage inklusive):

18. maj – 22. maj
24. maj – 28. maj
30. maj – 3. juni
5. juni – 9. juni

Fagforeningen Unite fortsætter sin velkendteretorik overfor ledelsen i British Airways ved at kalde selskabets behandling af fagligt aktive medarbejderne for en “heksejagt“. Noget kunne samtidig tyde på, at det endelige opgør mellem Unite og British Airways er nært forestående. Alene den massive udmelding om i alt 20 strejkedage signalerer klart, at man ønsker at stå fast på sine krav.

British Airways har svaret igen ved at iværksætte udarbejdelsen af et nødprogram for trafikken. Derfor har selskabet stoppet salget af alle afgange til og fra London Heathrow i perioden fra 18. maj til 9. juni.

Såfremt strejken bliver en realitet, forventer British Airways at operere alle afgange til og fra lufthavnene i London City og London Gatwick. Herudover forventes at en betydelig del af afgangene til og fra Heathrow vil blive gennemført.

SUN-AIR of Scandinavia, der er British Airways franchise-partner, vil ikke blive berørt af en eventuel konflikt.

Foto: Der er lige nu hektisk aktivitet i British Airways-hovedkvarteret i Waterside udenfor London. Et nødtrafikprogram er ved at blive strikket sammen.