IATA: Europa kan give hele branchen underskud

International Air Transport Association er forsigtigt optimistiske for 2012, men advarer om europæiske problemer. Får Europa ikke skabt en holdbar løsning på gældskrisen i eurozonen, vil det få alvorlige konsekvenser og kunne skubbe hele branchen ud i underskud.

Glasset er enten halvtomt eller halvfyldt afhængig af, om man tager de optimistiske eller pessimistiske briller på.

Hos International Air Transport Association (IATA), der er luftfartsselskaberne internationale sammenslutning,ser man tilsyneladende verden gennem begge typer af briller.

For selvom IATA er forsigtigt optimistiske for 2012, advarer organisationen om, at året vil blive endog meget vanskeligt.

De bekymrede panderynker hos IATA skyldes ikke mindst luftfartselskabernes samlede kapacitet og den globale økonomi.Her er ganske enkelt alt for stor usikkerhed, og den er især afstedkommet som følge af den europæiske gældskrise.

Kontrasternes år

Året 2011 blev ellers afsluttet med positive toner i december og overordnet rappporterede IATA om en samlet vækst i passagertallet for hele 2011 på 5,9 % i forhold til 2010.

Til gengæld faldt fragtmængderne med 0,7 % i 2011 og her blev den samlede load factor på blot 45,9 %. Dermed fløj verdens luftfartsselskaber sidste år med under halvdelen af den fragt, som de egentligt har kapacitet til.

For passagerstatistikken er tallene noget bedre da den samlede belægningsprocent som udtrykt i kabinefaktoren blev på 78,1 % i 2011. Det var en beskeden tilbagegang på 0,2 procenpointfra 78,3 % i 2010.

“2011 var et kontrastfyldt år. Pæn vækst i passagertallene, især i først halvår, blev modsvaret af et fald i fragtmængderne. Og optimisme i Kina stod i kontrast til europæisk sortsyn.Virksomhederne øger lige så stille optimismen, men2012 vil stadig være et hårdt år,” siger Tony Tyler, der er generaldirektør hosIATA.

Europa kan blive årets skurk

IATA forudser stadig store problemer, ikke mindst netop fra Europa, hvilket kan brede sig som ringe i vandet til hele verden.

“Krisen i eurozonen er langt fra overstået endnu. Og får Europa ikke skabt en holdbar løsning,vil det få alvorlige konsekvenser for andre økonomier rundt om i verden. Og det kan skabe underskud for luftfartsbranchen som helhed,” advarer IATAs generaldirektør, Tony Tyler.

Ifølge IATA havde de europæiske luftfartsselskaber den lavesteindtjening målt på organisationens forskellige geografiske regioner. Ifølge IATA skyldes dette, at de europæiske politiske beslutningstagere har valgt en forkert fremgangsmåde med for mange restriktioner og skatter og afgifter.

De europæiske luftfartsselskaber havde ellers en af de højeste vækstrater i 2011, hvor antallet af passagerer steg med 9,5 % mens kapaciteten blev øget med 10,2 %.

Væksten kan virke overraskende i lyset af den europæiske gældskrise, men den svagere euro har øget aktiviteten på eksportmarkederne, og langdistanceflyvningerne for de forretningsrejsende har trukket den europæiske vækst.